Tysk rally:

Debut, vrag og snoede veje

Kaj Mikkelsen fra Sporup måtte udgå, mens teenage-debutanten Lasse Sørensen fra Hammel fik sin udenlands-debut i Cimbern Rally

Både rallykøreren Kaj Mikkelsen fra Sporup og Lasse Sørensen fra Hammel, deltog i påsken i første afdeling af danmarksmesterskabet i rally, som blev kørt på regnvåde landeveje i Cimbern Rallye i Slesvig-Holsten.
Sammen med sin nye førstekører Jan Jacobsen lagde Kaj Mikkelsen stærkt ud i parrets Opel Corsa OPC, og efter løbets første halvdel førte de i den danske Opel Corsa Rallycup.
På løbets anden halvdel havde mandskabet uheld på sidste hastighedsprøve, hvor de kørte af vejen og måtte udgå.
Det blev også en udfordring for Lasse Sørensen. Hammel-teenageren gennemførte sit første udenlandske rally.
”Det var utroligt, at prøverne kunne sno sig så meget på 12-13 kilometer, men det kunne kun være en fordel, for de prøver følte vi, at vi havde en god bil til.”
Men det var ikke kun de snoede, nordtyske veje, som drillede Lasse M. Sørensen. Det gjorde påskevejret også.
”Vi kikkede på himlen og ventede så lang tid, vi kunne, indtil vi besluttede os for dækvalget og kørte ud til prøverne,” siger ”Lasse M. Sørensen. ”Da det havde været solskin i en halv time, valgte vi at sætte bløde slicks på, men da vi kom frem til prøve 1, var den aflyst, og da vi nåede til prøve 2, var der lang ventetid. Da vi endelig skulle starte, stod det ned i stænger. Det gjorde det svært.”
”Det var et svært rally, der var fyldt med oplevelser, men jeg er glad og tilfreds med, at jeg har fået en hel bil med hjem. Det er fantastisk rart at komme hjem med en hel bil, når man tænker på alle de vrag, som vi så undervejs.”

Kaj Mikkelsen fra Sporup stempler ind til pausen i sin Opel Corsa OPC.Foto: Michael Eisenberg

Kaj Mikkelsen fra Sporup stempler ind til pausen i sin Opel Corsa OPC.Foto: Michael Eisenberg

Publiceret 20 April 2017 09:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.