50 langstilkede, hvide roser fik Edith Kelfast overrakt af den administrerende direktør, Camilla Dybdal Christensen.

50 langstilkede, hvide roser fik Edith Kelfast overrakt af den administrerende direktør, Camilla Dybdal Christensen.

Efter 49 år samme sted:

Edith sendt på pension med ros(er)

Taler, tårer, flag og blomster. 69-årige Edith Kelfast blev sendt på pension med manér fra Autofin i Hammel

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

En kæmpe buket hvide roser og masser af mundtlige 'roser' røg i 69-årige Edith Kelfasts retning, da hun i fredags blev sendt på pension efter 49 år hos Hammel-virksomheden Autofin/Au Maison.
Rundt om bordet blev der tørret tårer bort hos flere af kollegaerne, og stemmen knækkede da også en enkelt gang, da den administrerende direktør, Camilla Dybdal Christensen, holdt tale for den trofaste, afgående medarbejder.
“Det her er et meget stabilt hus, og det føles lidt som en familie. Og det er meget specielt, når et familiemedlem tager af sted, så det er helt uvirkeligt for mig, at du ikke er her efter ferien. Nu begynder jeg næsten at græde Edith,” lød det i Camilla Dybdal Christensens tale, som blandt andet fortsatte:
“Hvilke ord sætter man på Edith? Edith er så naturlig en del af det her hus, at det er svært at sætte ord på. Men jeg prøver alligevel: Robust, stabil, fleksibel, udvikling, værdigfuld, sindsro og vidende. Med andre ord, du er virkelig én man kan regne med.”
Edith Kelfast selv var rørt men fattet under farvel-festivitassen med flag, blomster og lækker mad.
“Det har været en svær beslutning, som har taget sin tid at tage, men alting har jo en ende, og nu skulle det være. Man skal stoppe, mens legen er god, så jeg er afklaret med det,” fortæller hun.

Ikke bange for udvikling

Årstallet sagde 1968, da Edith Kelfast fra Hørning første gang satte sine ben hos Autofin. Dengang lå virksomheden i Stilling ved Skanderborg. I 1980 flyttede den til Hammel, og Edith flyttede med. “Jeg har jo fået lov at lave mange forskellige ting. Det har været en meget fleksibel arbejdsplads, og arbejdet har ikke været så ensformigt,” fortæller Edith Kelfast.
Den garvede medarbejder har syet alt fra betræk til bilsæder til forskellige boligtekstiler - sidstnævnte kom til, da virksomheden blev udvidet med mærket Au Maison.
“Der er hele tiden kommet nye opgaver. Der er konstant sket udvikling. Jeg har aldrig været bange for at prøve noget nyt - jeg forstår ikke dem, der ikke vil udvikling,” forklarer Edith Kelfast, som naturligvis fik Dronningens Fortjenstmedalje efter de første 40 år hos Autofin.

De seneste år har Edith Kelfast sørget for at lægge rullerne med stof op til en maskine, som så klipper stoffet ud.

De seneste år har Edith Kelfast sørget for at lægge rullerne med stof op til en maskine, som så klipper stoffet ud.

En aktiv pensionist

Overgangen til pensionisttilværelsen er sket gradvist, siden Edith Kelfast var 62 år. Siden da er hun stille og roligt trappet ned i timer.
“Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået lov at få nogle få timer hver uge - og det tror jeg i al beskedenhed også, at virksomheden er,” siger Edith Kelfast med et glimt i øjet.
Men hvorfor ikke bare stoppe?
“Selvom jeg var 62 år, ville jeg gerne fortsætte med at se mine kollegaer og holde mig i gang,” fortæller den i dag 69-årige Edith Kelfast, der som pensionist også har planer om at holde sig i gang:
“Jeg kan godt lide både svømning og stavgang - jeg har altid godt kunnet lide at bevæge mig,” siger hun og forklarer, at hun desuden godt kunne finde på at lave noget frivilligt arbejde for ældre mennesker.
“Så jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal få fyldt tiden ud.”

null

Publiceret 18 July 2017 12:00

SENESTE TV

Syng med på Kim Larsens sange i Gerning

Sidste år døde den folkekære sanger Kim Larsen, og han har efterladt et stort savn hos mange.

Utallige er de gange, hvor han har stået på en scene og samlet os med sange, der rammer danskernes glæder og sorger lige på kornet. Fra 'Papirklip' til 'Tarzan Mamma-Mia' og 'Om lidt bli’r der stille' har vi sunget og danset til alle han sange, uanset alder. Men mennesket Kim Larsen er også interessant.

Del oplevelsen med andre

Du kan selvfølgeligt lytte til Kim Larsen og sætte dig i sofaen med den nye bog om hans liv; men hvorfor ikke dele oplevelsen med andre?

Derfor inviterer Gerning forsamlingshus torsdag 21. februar kl. 18 til en aften, hvor entertainer og troubadour Flemming Både fra Aarhus, med sit helt nye show, fortæller om Kim Larsens liv og synger for på de elskede sange. Som ethvert rigtigt forsamlingshusarrangement indledes arrangementet med fællesspisning, hvor menuen er inspireret af Kim Larsens livret 'Pasta Pomodoro'.

Arrangementet gennemføres med støtte fra Kulturelt samvirke i Favrskov Kommune.

gs