Mad og musik:

JazzFood og hæder til Skafferiet i Hinnerup

Den kendte take-away i Jernbanegade får øko-sølvmærket

Skafferiet i Jernbanegade i Hinnerup er det første take away i Favrskov, der får øko-sølvmærke.
Det kvitterer Jon Arensbach og hustruen Signe Bisgaard for ved at arrangere JazzFood på fredag 1. september, når der er økologisk fejringsdag i Danmark.
“Vi har længe brugt 60-90 procent økologi i maden, og således levet op til kravene for øko-sølvmærket. Men nu er der officielt papir på kærligheden, og det skal fejres, når vi åbner butikken igen efter en god og lang sommerferie,” skriver Jon i en pressemeddelelse.

Kærlighed og kreativitet

Kærligheden og kreativiteten er central for parret bag Skafferiet, for Jon Ahrensbach og Signe Bisgaard danner også par privat.
I deres pure ungdom spillede de sammen i et band, og det er således ikke første gang, at musikken fører dem sammen.
På økodagen vil de skabe en særlig oplevelse i Hinnerup, hvor de bringer deres respektive kreative erhverv som henholdsvis kok og musiker i spil. JazzFood foregår på det lille torv bag Skafferiet fredag i tidsrummet kl 15 til 17. Alle er velkomne til en hyggelig eftermiddag med mad og musik i centrum. Jon og Skafferiets øvrige kokke har valgt retter, som de gerne vil tilberede ud fra jazz-klassikere. /wuf

Publiceret 27 August 2017 18:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV