Smageevent:

De 5 Gaarde rykker ind hos Finn

Tvis Køkkener i Hammel holder en aften med lækre sager på køkkenbordene

”Fra jord til køkkenbord” er temaet, når de to jyske producenter De 5 Gaarde og Tvis Køkkener i samarbejde inviterer til en smagfuld event torsdag den 12. oktober mellem kl 17.30 og 19 hos Tvis Køkkener i Hammel.
Her kan du høre historien bag de to jyske brands, som begge dyrker kvaliteten og det gode håndværk.
Smagssanserne pirres, og der dækkes op med masser af inspiration til efterårets frokostborde og fester, når Mit Hjem præsenterer de gode råvarer, som kommer fra den jysk-fynske muld hos De 5 Gaarde. Omgivelserne bliver de naturlige rammer for at tilberede et godt måltid - nemlig køkkenbordet i Tvis-butikken i Hammel.
”Det er oplagt at give forbrugerne mulighed for at lære flere af vores produkter at kende ved at servere dem i køkkenet. De 5 Gaarde og Tvis Køkkener har meget mere end den jyske produktion til fælles. Begge virksomheder vægter høj kvalitet, det gode håndværk samt omsorg for miljøet,” siger Martin Bjerg fra De 5 Gaarde i denne pressemeddelelse.
Bjerg vil fortælle om samarbejdet mellem de fem store gårde - Constantinsborg, Frijsenborg, Schackenborg, Gyllingnæs og Wedellsborg – og idéen om at frembringe nogle af de bedste landbrugsprodukter og forædle dem til specialiteter. Mel, honning, kyllinger, øl og gin er bare nogle af de forædlede fødevarer, som sælges under den fælles paraply De 5 Gaarde.
Gæsterne kommer også med backstage, idet Martin Bjerg vil krydre oplevelsen med historier fra de fem kendte gårde.
 

Køkkeninspiration

”Vi lægger op til en aften, hvor de lækre råvarer kan duftes og smages i de rette omgivelser. Derfor er temaet fra jord til køkkenbord,” siger Finn Kristiansen, der glæder sig til at byde indenfor til en smagfuld aften.
Aftenens værter har allieret sig med Mit Hjem, der er lokal forhandler af specialiteter fra De 5 Gaarde, og de vil servere både det nemme rugbrød med sennep og det gode landbrød med sød marmelade. Tørsten kan slukkes i forskellige øl brygget på de jysk-fynske gårde og en særlig gin, som tilsat tonic nemt kan blive efterårets hit.
I løbet af aftenen kommer du også til at lære Tvis Køkkener bedre at kende, når forhandler Finn Kristiansen fortæller om, hvordan hvert eneste køkken bliver fremstillet efter traditionsrige håndværksprincipper på fabrikken i Tvis. Køkkenbutikken viser samtidig de nyeste køkkener og de aktuelle trends som træ, farvede fronter og nye åbne reoler.
Eventen foregår hos Tvis Køkkener, Finn Kristiansen i Hammel, som også står for tilmeldinger på f-kc@f-kc.dk

Publiceret 11 October 2017 06:30

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.