Laurbjerg:

Sænkning af jernbanespor undersøges

Nødvendigt med 42 centimer ekstra frihøjde under broen

Af
Anette Bonde

Ligesom frihøjden under broen på Skanderborgvej i Hadsten er for lav, når jernbanen skal elektrificeres, mangler der også frihøjde under broen på Hammelvej i Laurbjerg. 42 centimeter.
Efter at have holdt møder i Hadsten, tog Banedanmarks folk i tirsdags videre til Laurbjerg. Jørgen Kristensen, afdelingsleder for Trafik og Veje, fortæller at konklusionen her var, at Banedanmark lovede at gå hjem og undersøge muligheden for at sænke sporene.
”I Laurbjerg er det nemmere at sænke sporene, end det er i Hadsten, hvor der både er tunnel og perron.”

Læs også: Frygt for fremtiden i Hadsten

Håber på sænkning af spor

Sænkning af sporene i stedet for en midlertidig lukning af Hammelvej er nøjagtigt, hvad borgerne i Laurbjerg også foretrækker, fortæller Henrik Skouboe, Shell, der sammen med cirka 40 andre borgere og politikere deltog i mødet. Enten det eller at man kan udføre arbejdet på den halve bro ad gangen, så det stadig er muligt at komme over jernbanen ved Laurbjerg.
”Vi vil gerne undgå en frygtelig omvej over enten Langå eller Lerbjerg, eller at trafikanterne kommer ud på småveje, som måske slet ikke kan bære den tunge trafik.”
Ifølge Banedanmarks forprojekt vil en hævning af broen vare i tre måneder, og det er berammet til at ske i 2021. Ifølge et høringsnotat fra marts 2017 vurderer Banedanmark det ikke muligt at lade en halv vejbane være åben under hele byggeprojektet.

Læs også: Frustration: Klager over for kort varsling af møde

Gruer for de tre måneder

Henrik Skouboe gruer for de tre måneder med lukning af Hammelvej, hvis det bliver sådan, projektet ender.
”Shell er en såkaldt trafikstation, vi lever af trafikken.”
Han peger desuden på diverse gener for byen, blandt andet for skolebusser og skolebørn, børnehavebørn og deres forældre og alle andre, der bor i Laurbjerg eller har ærinde i byen eller hen over broen.
Noget positivt er der dog. Han håber nemlig, at det trinbræt i Laurbjerg, der er længe ventet og som er igangsat af transportministeren, vil blive etableret samtidig med dette projekt.

Læs også: Statsvej: Kommunen har ikke direkte indflydelse

Trinbrættet først

Birgit Liin, kandidat til kommunalvalget for Venstre og bosiddende i Laurbjerg, har fået nye oplysninger i forhold til planlægningen,, der betyder, at hun nu foretrækker at trinbrættet etableres uafhængigt af elektrificeringen og andre projekter.
Hun peger på, at Banedanmarks opkvalificering af signalprogrammet, som man udruller i øjeblikket, bliver forsinket.
”Transportministeriet vil etablere trinbrættet samtidig med signalprogrammet, og signalprogrammet samtidig med elektrificeringen. Tidsplanerne viste tidligere, at det kunne hænge sammen, men med forsinkelsen af signalprogrammet mener jeg, at trinbrættet skal etableres inden både signalprogram og elektrificering. Vi skal helst ikke have yderligere forsinkelser.”
Birgit Liin peger på, at der allerede har været mange forsinkelser i forhold til etableringen af et trinbræt i Laurbjerg.
“Nu må vi få en endelig dato.”

Læs også: Løjstrup: Genopfører måske ny og højere bro
 

Elektrificering giver mulighed for at køre mellem 160 og 250 km/t, kortere rejsetider, mindre støj når togene kører fra stationerne, mere stabil drift, lavere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger
Kilde: Banedanmark.

Publiceret 04 November 2017 07:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV