Lilladragen og Elvira fortæller om helligdagene

Det startede som godnathistorier og er nu udgivet som en bog med børnetegninger og børnehumor.

Af
Anette Bonde

”Lilladragen lærer om helligdagene” er mor og datters helt særlige projekt. Det startede som godnathistorier om Lilladragen og Elvira, en drage på 8 år med mælketænder og en eventyrlysten pige på 9. 1. december udkom bogen på eget forlag, Forlaget Toft.

Fem intense år

Cand. theol. Rikke Toft, fra Selling, har altid fortalt godnathistorier for Cecilia, 14. Hun fandt selv på dem, og Cecilia syntes, det var skønt. Fra Cecilia var 3-4 år handlede de om Lilladragen og Elvira.
”Jeg glædede mig hver aften til at høre en ny. Samtidig med at det var totalt hyggeligt, har det også betydet rigtig meget for min barndom”, smiler Cecilia.
Cecilia begyndte at lave tegninger til historierne. Da hun var 9 besluttede mor og datter, at historierne og tegningerne skulle blive til en bog. Det er blevet til fem år, hvor de ind imellem har arbejdet særlig intensivt med skrive- og tegneprocessen.
”Det har i perioder været noget af en maraton. Vi har da nogle gange siddet oppe om natten med kaffe og hørt musik, indtil Cecilia fik krampe i fingrene af at tegne”, fortæller Rikke Toft.

Judas har sure tæer

Bogen handler om kirkens helligdage startende med advent og sluttende med Allehelgen.
Der er 18 kapitler, og hvert af dem starter med at Elvira kommer hjem fra skole og Lilladragen kommer ud fra skabet. Bogen er bygget op med samtaler mellem de to med al den logik, der hører børn til.
Både tekst og billeder er fulde af humor. For eksempel er bogens skurke gjort genkendelige ved, at de sløser noget med den personlige hygiejne.
Herodes, der jo ville slå Jesus ihjel, har ikke børstet sine tænder, der derfor sidder løse. Judas har sure og beskidte tæer.
”Der er for eksempel også æslet, der ganske vist ikke er skurk, men det har spist kål og prutter så fælt, at stakkels Maria kommer til at lugte af æselhørm og derfor ikke kan få lov at bo på hotel. Hun må tage til takke med en stald.”
De to bogudgivere er ikke færdige endnu. De har planer om en bog om Lilladragen og istiden, om jernalderen, om Lilladragen der inviterer Elvira ind i Drageland og måske også juleeventyr med 24 kapitler til højtlæsning.

Lilladragen lærer om helligdagene

Rikke Toft har skrevet bogen, fordi hun syntes, at vi manglede en bog om vores helligdage.
”Alle holder dem, men få husker eller ved hvorfor. Der er skrevet mange børnebibler, men aldrig en børnebog om vores helligdage. Vores kristne tro relaterer til Ny Testamente, Jesus Kristus er vores Herre og Gud, og derfor er hans historie, som alle vores helligdage løber over, vigtig at få sat i en sammenhæng, hvor det giver mening for almindelige danskere.”
”Lilladragen lærer om helligdagene” er en oplæsningsbog, som Rikke og Cecilia Toft håber vil bringe børn og voksne sammen om en hyggelig stund, der vil give børnene gode minder om timerne med voksne. Bogen er samtidig et opslagsværk, hvor man lige kan gå ind på den enkelte helligdag og få et hurtigt overblik over dagens betydning.
”Vi går mod juletid, som er indbegrebet om en ny begyndelse, en ny tid, hvor vi alle kan samles og give hinanden varme og kærlighed. En tid, hvor vi skal tage os tid til at stoppe op og bringe glæde til hinanden.”
Fakta:
”Lilladragen – lærer om helligdagene” er på 80 sider i A4 størrelse. Den er trykt hos Fredericia PR Offset på miljøcertificeret og EU-godkendt papir. Det er silkemat papir, der kan tåle at blive tørret af efter saftevand og fedtfingre.
Layout af Frank Brun Madsen Studio, der også laver DR's Bamses Billedbog.
Bogen er udgivet i 400 eksemplarer af Forlaget Toft. Den kan købes på Lilladragens hjemmeside og hos boghandlerne i Favrskov: Bogormen i Hadsten, Bog & Idé i Hinnerup og Hammel Boghandel.
Lilladragen har både en Facebok-side og en hjemmeside.

”Jeg glædede mig hver aften til at høre en ny. Samtidig med at det var totalt hyggeligt, har det også betydet rigtig meget for min barndom.”
Cecilia, der har tegnet billederne i bogen

Publiceret 14 December 2017 11:00

SENESTE TV