Niels Østergaard fra Søften har udgivet fire digtsamlinger i år

Af
Af Hanne Bliksted

Det er aldrig for sent at udgive en bog. Det er Niels Østergaard fra Søften et godt eksempel på, idet han i år har udgivet i alt seks digtsamlinger.
Siden teenagealderen har han skrevet digte, og planen var udgive dem, når han blev pensioneret. Men selv om han nu er 63 år, så har han ingen planer om at lade sig pensionere. I foråret blev han ansat som projektleder hos Agro Business Park i Foulum, hvor han som i sit tidligere job skal rejse verden rundt for at rådgive og undervise folk om etablering og drift af biogasanlæg.

120 digte

Siden sine unge dage har han altid haft en lille lommebog på sig, og der noterer han sjove indfald og andre ideer, som han bruger i digtene. Og det er i årenes løb blevet til mange fyldte notesbøger.
I de seks hæfter er digte på rim om stort og småt fra hverdagen. Og de fleste er skrevet, så de kan synges, og Niels Østergaard selv kan spille til på enten trommer eller ukulele. Planen er, at han i starten af 2018 vil tage ud og optræde med både musik og digte.
Mange af digtene er på et enkelt vers eller to, andre så lange, at det næsten er en novelle. Inspirationen til digtene kommer til ham både i hverdagen og ferierne, små pudsigheder eller en fortælling fra en kollega kan hurtigt blive til et digt .
Niels Østergaards arbejdssprog er engelsk, mange af digtene skrives på engelsk, og to af digtsamlingerne er på engelsk.

Krydderi

En af digtsamlingerne hedder “16. november til 14. december” og er 26 digte, som han skrev, da han i 2016 sammen med sin hustru var på ferie i hendes hjemland Thailand.
Digtsamlingen 'Fulderikker' rummer 17 digte om at nyde en øl en gang imellem og alle de skærmydsler, der kan komme ud af det.
“Jeg skriver jo mest for sjov. Jeg er fascineret af folk, der skiller sig ud, det er et godt krydderi i hverdagen, og det er også den slags der er sjove at skrive om,” siger han.
Indtil videre sælges hæfterne fra privaten i Søften, fra boghandler Kristian F. Møller i Aarhus og Aladdin Antik i Randers. Prisen er 25 kr. pr. hæfte, målet er mere at underholde andre end at tjene penge på digtene.

Publiceret 16 December 2017 10:00

SENESTE TV