Hadsten Fri Fagskole holder åbent hus

Det er næsten en ny skole, der vises frem på lørdag 13. januar

Hvis man går og spekulerer på, hvad der sker bag murene på den gamle husholdningsskole i Hadsten, er der mulighed for at få stillet nysgerrigheden lørdag 13. januar. Her holder Hadsten Fri Fagskole åbent hus kl. 13-17.
Der er sket meget, siden Margrethe Pedersen i 1923 byggede den smukke skole, og meget sker der stadig.
Skolen er i dag en Fri Fagskole, og er sammen med sine 11 søsterskoler i rivende udvikling og på vej til at blive 'Erhvervslivets kostskoler'. Det betyder blandt andet et større fokus på den erhvervsrettede undervisning og et tættere samarbejde med det lokale erhvervsliv, skriver Hadsten Fri Fagskole i en pressemeddelelse.

Kage og aktiviteter

Heraf fremgår det også, at det næsten er en ny skole, der bliver vist frem til åbent hus med nyt navn, der er blevet bygget til, og hele skoletilbuddet er under udvikling. Der er på dagen gjort meget for at tiltrække lokale borgere i alle aldre, så de kan få et bedre kendskab til skolen.
Der serveres kage fra skolens food-linje, og arrangeres aktiviteter for børn af care-linjen, mens de unge kan boltre med computerspilsudvikling sammen med game-linjen. Derudover vil der være åbent i nogle af skolens værksteder og man kan også få en rundvisning og høre mere om skolens tilbud.

Erhvervsrettet 10. klasse

Skolen ønsker nu at markere sig som et stærkt og erhvervsrettet alternativ til almene efterskoler, og henvender sig dermed til alle unge, der ønsker at afprøve en fremtid indenfor fødevarebranchen, computerspilsudvikling eller pædagogik og omsorg. Således kan de unge tage en erhvervsrettet 10. klasse på Hadsten Fri Fagskole, hvor de kan blive klogere på deres valg af uddannelse.
Det er vigtigt for skolen med lokal opbakning og at byens borgere kender til skolen. Derfor håber man, at mange kigger ind på dagen.
jesl

Publiceret 11 January 2018 07:15

SENESTE TV