Lasse Schurmann (tv) og Ib Aarup er igen under samme tag og navnet HP El-service. Foto: Michael Wulff

Lasse Schurmann (tv) og Ib Aarup er igen under samme tag og navnet HP El-service. Foto: Michael Wulff

El-fusion: "Nu bliver vi flere om vagten"

Schurmann El A/S er administrativt flyttet ind hos naboen HP El-service i Bjerringbro/Hammel

Af
Michael Wulff

Den 1. maj 2018 slog to store el-installatører deres virksomheder sammen: Schurmann El A/S fra Hvorslev ved Ulstrup er flyttet sammen med HP El-service, som holder til i Bjerringbro. Og det bliver hos sidstnævnte, at det hele bliver styret nu.

Schurmann og hans otte medarbejdere rykker ind i lønregnskabet hos HP El-service, som rummer et halvt hundrede medarbejdere.

Det glæder Lasse Schurmann sig over, for det var en tanke hos ham, der nu er realiseret.

”Når du er alene om al det administrative, så bruger du aftener og weekender til at arbejde. Da så HP El-service manglede en installatør, forhørte jeg mig hos Ib (Aarup, indehaver af HP El-service, red.) om muligheden for en fusion,” siger 36-årige Lasse Schurmann, da vi mødes på HP-kontoret i Bjerringbro.

Altid vagt

Han er udlært for 14 år siden netop her, men drømte om en tilværelse som selvstændig i en branche, hvor der har været og stadig er fuld fart på.

”Men det betød også, at jeg altid selv havde vagten. Nu indgår vi i en vagtplan her hos HP. Det bliver godt, så kan jeg måske få lidt mere fri,” smiler Lasse Schurmann. Selvom han altid har oplevet sit arbejde som sin hobby.

”Og vi bor jo på en gammel landejendom ved Hvorslev. Der er altid noget at gøre.”

Kun navnet ændres

Forandringen for kunderne bliver ikke synlig.

”Vores kunder kan stadig ringe på de numre, de kender. Det er kun internt, at vi mærker forandringerne. Nu skal vi have kørt alle vores systemer sammen.”

Lasse Schurmanns syv svende og en lærling blev overrasket, da de fik meldingen om sammenlægningen.

”Men da de hørte min begrundelse, hørte om min hverdag, så forstod de godt beslutningen. Og alle følger med over, men nu under navnet HP El-service.”

”Vi skal lave det samme som hidtil for de samme kunder,” præciserer Lasse Schurmann, der allerede har oplevet positive tilkendegivelser fra kundekredsen.

Schurmann budt velkommen

Det bliver Ib Aarup, 57 år, der fortsætter som indehaver af den 50 mand store installatør-virksomhed.

”Vi har jo før købt andre virksomheder op, så der er ingen betænkeligheder. Men der er en stor fordel i at samle en administration,” siger Ib Aarup.

”Vi skal have de mange lønsedler ud to gange om måneden.”

Privat har de to installatører holdt hver deres form for ferie de sidste mange år. Ib Aarup er tiltrukket af det norditalienske, ’som er stærkt vanedannende,’ mens Lasse Schurmann har nydt fritiden i sommerhuset i Øster Hurup eller ombord på familiens båd.

”Og det bliver der måske lidt bedre tid til nu,” siger han.

Fakta:

HP el-service blev grundlagt den 1. april 1984 under navnet Mammen El-Service I/S. I 1996 oprettedes køleafdeling samt en afdeling i Hammel.

Publiceret 16 May 2018 09:45

SENESTE TV