TV: Vanecoach ændrede sit liv: "Jeg har været på alle slankekurene"

Hun har prøvet på sin egen krop, hvordan man kan ændre vaner. Nu vil hun hjælpe andre med at ændre deres

Af
Kian Johansen

"Hele mit liv har handlet om mad."

42-årige Katrine Sørensen fra Lime har oplevet på sin egen krop, hvad det betyder at ændre vaner.

"Jeg er et levende bevis på, at alle slankekurene ikke har nogen effekt".

Siden hun som 13-årig fik at vide af lægen at hun havde tilbøjelighed til overvægt, har hendes liv drejet sig om mad. Mad hun ikke måtte få, eller mad hun burde spise.

"Jeg er vokset op med forbud. Men jeg var jo aldrig for tyk. Jeg var jo bare tæt på. Men det ændrede mit liv. For alt drejede sig om at spise det rigtige og at tabe mig. Men det virkede ikke."

At ændre vaner er svært. Du skal selv ville det og selv nå til en erkendelse, at et opstået behov skal ændres.

Katrine Sørensen, vanecoach

Erkendelse tog 40 år

"Det er sundere at være stabil lettere overvægtig, end at rasle op og ned i kilo", har hun senere erkendt.

Men det tog hende 40 års levet liv at nå dertil.

"Det hele ændrede sig markant, da jeg læste bogen 'Slut med forbudt', hvor det netop handler om, at give dig selv lov til at spise alt det du kan lide, men have et afslappet forhold til det. Det fjerner magien ved at proppe sig."

Svært at ændre vaner

"At ændre vaner er svært. Du skal selv ville det og selv nå til en erkendelse, at et opstået behov skal ændres. Det er her jeg stiller de rigtige spørgsmål og får klienten til at reflektere over de ting, vedkommende gerne vil ændre."

Derefter har hun værktøjer parat til den, der vil ændre vaner. Hun taler blandt andet om et vaneloop der skal brydes.

"Jeg opdagede for eksempel, at jeg brugte det, der svarede til to hele arbejdsdage om ugen på at tjekke min mobiltelefon. Det erkendte jeg faktisk først gennem min uddannelse som vanecoach og det er der ændret på nu."

Hun er stolt af, allerede at have ført fem kvinder igennem en del øjenåbnere og fået dem til at ændre vaner.

En af dem arbejder i køkken til daglig og havde ikke selv lyst til at spise den mad hun lavede til resten af familien derhjemme.

"Hun erkendte, at det bare var en pligt, der skulle gøres, og hun gjorde det alene. Så hun tog hjem og talte med resten af familien om, hvordan de alle skulle hjælpe til og nu laver de mad sammen."

Katrine Sørensen tilføjer:

"Jeg tror at det især er kvinder der har nemmest ved at få hjælp til at ændre vaner. En del mænd gør det bare. Men visse mænd er længere om at gøre det. Det må være det mentale i en ændring der er sværere for de mænd."

Vanecoach i Voldum

Til daglig arbejder hun som lægesekretær på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hun er netop uddannet som vanecoach, der er en 80 timers uddannelse, og holder til i Voldum-Hallen, hvor hun siden 2014 har været fitnessinstruktør. Lige nu er planen, at hun også vil uddanne sig til overspisningscoach og senere personlig træner.

Man kan mødes med hende efter aftale i hendes lokale ved siden af fitnesscentret.

Voldum som kraftfelt

Derudover hjælper hun med administrative opgaver i Voldum-Centret.

"Vores plan er, at vi skal tilbyde noget anderledes end andre idrætscentre", forklarer Niels-Jørn Mogensen, bedre kendt som Gøj og halinspektør.

Derfor lægger Voldum-Hallen velvilligt lokaler til en vanecoach. Ligesom der kan bookes fysioterapeut, fodterapeut og massør efter aftale i rummene ved siden af motionscentret.

Lægehuset ved siden af understøtter også 'pakken' i Voldum. Friskole, lægehus, hal og motionscenter udgør et kraftcenter i området. Og her gælder det om at skille sig ud, mener Gøj.

Publiceret 12 June 2018 12:19

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.