Catharina von Loebenstein fra Grundfør og Christian Løvgren Persson, Hadsten, blev taget under rektors arme, da de sprang ud som de første Favrskov Gymnasium studenter 2018. Foto: Michael Wulff

Catharina von Loebenstein fra Grundfør og Christian Løvgren Persson, Hadsten, blev taget under rektors arme, da de sprang ud som de første Favrskov Gymnasium studenter 2018. Foto: Michael Wulff

FOTOS: De første studenter klar

Favrskov Gymnasium gav mandag morgen de to første elever hue på

Af
Michael Wulff

"Jeg må hellere gå ud og se, om der er et par som vil hjælpe med at hejse flaget."

Rektor på Favrskov Gymnasium, Morten Schytte Caspersen, stråler om kap med solen mandag morgen, da han kommer ud fra sit kontor. De første studenter sidder fortsat ved det grønne klæde, men kort efter klokken 08.30 kommer først Christian Løvgren Persson, Hadsten, og lige efter Catharina von Loebenstein, Grundfør, ud med huer på.

10 og 12 i sidste eksamen

De nyudsprunge studenter og deres familier sætter kursen mod flagstangen, hvor det store dannebrogsflag ligger og venter på et rullebord.

"Jeg var oppe i historie og fik 12," kan en glad og meget lettet Christian fortælle.

"Jeg har kun sovet fire timer i nat, for det er jo en opgave, som du har 24 timer til at løse. Nu skal jeg have lidt sabbat og på højskole efter jul. Men jeg har været enormt glad for de tre år i gymnasiet."

Helt uvirkeligt

Ved siden af står Catharina med et stort smil.

"Det er helt uvirkeligt, at det nu er overstået," glæder hun sig. Hun har fået 10 også i faget historie.

"Det har været en god tid, men nu glæder jeg mig til at slappe lidt af."

Tre år som fylder meget

Rektor Morten Schytte Caspersen kan for kun anden gang overdrage flaget til to unge studenter.

"Jeg kan sagtens huske min egen gymnasietid. Det var en tid med stor glæde, og et godt socialt og fagligt indhold. Gymnasiet gav også mange kammeratskaber, som jeg plejer - og som heldigvis stadig plejer mig."

"Men det er utroligt, at de tre år - som kun er en lille procentdel af livet - fortsat kan fylde så meget. Det var nogle meget formative år," husker han og forsvinder igen ind. Flere nybagte studenter skal lykønskes.

"Det bliver en fest!"

Publiceret 25 June 2018 10:30