Ingrid Kilsgaard er nu ’kun’ turneringsansvarlig i Hammel GF Håndbold, men hun kommer ofte i Hammel Idrætscenter. Foto: Hanne Bliksted

Ingrid Kilsgaard er nu ’kun’ turneringsansvarlig i Hammel GF Håndbold, men hun kommer ofte i Hammel Idrætscenter. Foto: Hanne Bliksted

HGF i 100 år: Håndbolddrenge i haven

Ingrid Kilsgaard ser tilbage til starten af drenge lilleputhåndbold i Hammel GF

Af
Hanne Bliksted

Familien Kilsgaard er et af de navne, som går igen, hvis man taler om Hammel GF Håndbold gennem tre årtier.

Foruden selv at spille har Ingrid Kilsgaard trænet mange håndboldhold og er stadig turneringsansvarlig, hendes mand Anders Kilsgaard var formand for håndboldafdelingen i slutningen af 1980’erne og er nu dommer, og deres tre børn Simon, Toke og Majken har spillet masser af håndbold i Hammel GF.

Og det var da også Ingrid Kilsgaard, som fik gang i lilleputdrengehåndbolden i sommeren 1997, da hendes ældste søn Simon var ni år. Han var i forvejen med på mini mix holdet, hvor hans mor var træner, men der var kun få drenge på holdet. Men når Simon havde kammerater med hjem, så spillede de håndbold, først lidt for sjov, men så blev det lidt mere organiseret med mor Ingrid som træner.

Håndbold på græs

”Det er en af mine gode oplevelser fra Hammel GF, fordi det igen fik gang i drengehåndbold i foreningen. Vi spillede hjemme i vores have i Markusminde, hvor vi fik fat i et par mål. Som regel var der seks-syv drenge fra Simons klasse på Søndervangskolen med, og de mødtes hos os, og så spillede vi en gang om ugen hen over sommeren,” fortæller hun.

Træplade med huller

”Hvis der manglede en spiller eller to, så var vores to år yngre søn Toke med, og vi havde det rigtig sjovt. Vi lavede en træplade med huller i, hvor de øvede kast, og en gang i mellem kørte vil til Søndervangskolen og spillede på græsbanen der. Ind imellem blev de også lidt sure på hinanden, men det gik hurtigt over,” tilføjer hun.

Da efteråret kom, startede drengene på lilleputholdet i Hammel GF med Carsten Viborg og Jesper Nielsen som trænere. Siden blev Erik Korsgaard træner for drengene, og hans søn Torben Korsgaard samt Simon Kilsgaard spillede senere en periode for Silkeborg-Voel. I øjeblikket træner Torben Korsgaard HGFs 3. Division herrer.

Et af de store arrangementer i HGF i mange år op gennem 90’erne var Pondus Cup i juledagene med Anna Christensen og Bente Kristensen som tovholder.

”Senere har der været masser af store og flotte præstationer, som da vores senior damer og herrer rykkede op i 3. Division, og da vi fik vores første U-14 pigehold op i divisionen,” fortæller Ingrid Kilsgaard.

Godt fællesskab

Sammen med håndboldafdelingens øvrige medlemmer har hun hjulpet med til at skaffe penge til foreningen, blandt andet med oprydning ved Skive Festival og ved uddeling af telefonbøger. Men som mange andre foreningsledere har hun gennem årene oplevet mindre opbakning.

”Forældrene kommer gerne og ser deres børn spille og kører så hjem igen. Det giver ikke det sammenhold blandt forældrene, som vi havde. Vi var der jo hver gang, drak kaffe sammen før kampene og hjalp med de opgaver, som trænerne ikke kunne nå. Vi kom til at kende hinanden rigtig godt, og der var et godt fællesskab. Et liv er blevet så meget rigere af de mange bekendtskaber og oplevelser, og Hammel GF er stadig en dejlig klub at være medlem af,” siger hun.

Ingrid Kilsgaard er i dag kun turneringsansvarlig, så den nyvalgte bestyrelse har en chance for at gøre tingene på deres måde.

Hun glæder sig over, at det nu er besluttet at anlægge en sandhåndboldbane ved Hammel Stadion, så der også kan spilles masser af håndbold under åben himmel, som det var tilfældet i en have i Markusminde for godt 20 år siden.

I 2008 fik Ingrid og Anders Kilsgaard Benny Jensens Mindepokal for deres store indsats i håndboldafdelingen. I 2014 blev Ingrid Kilsgaard udnævnt til æresmedlem af Hammel GF.

Serie om Hammel GF

    Hammel GF kan fejre 100 års jubilæum, derfor bringer Lokalavisen Favrskov en artikelserie med en person fra hver af de 11 afdelinger, som fortæller om sin bedste oplevelse i Hammel GF.

    Fra HGF til stjerne. Serien omfatter også interviews med idrætsfolk, som har formået at komme videre ud i verden fra Hammel GF.

Publiceret 10 July 2018 08:00

SENESTE TV