Kasper Krüger glæder sig over at det efter meget arbejde lykkedes at få anlagt en kunstgræsbane i Hammel. Privatfoto

Kasper Krüger glæder sig over at det efter meget arbejde lykkedes at få anlagt en kunstgræsbane i Hammel. Privatfoto

Glæde over kunstgræsbanen

Kasper Krüger smiler, når han ser kunstgræsbanen ved Hammel Stadion

Af
Hanne Bliksted

HGF i 100 år Kunstgræsbanen ved Hammel Stadion er en af de ting, som de seneste år har fået meget opmærksomhed både i og uden for Hammel GF. Ikke kun i fodboldafdelingen men i hele foreningen.

Og Kasper Krüger tøver heller ikke med at vælge kunstgræsbanen, som det bedste der er sket i Hammel GF i de godt ti år, hvor han har været medlem af klubben.

Kasper Krüger er foruden at være træner, også næstformand i fodboldafdelingens bestyrelse, med i et hav af udvalg i fodboldafdelingen og på tværs af Hammel GF og for fjerde år i træk står han i juli 2018 som leder af fodboldskolen i skolernes sommerferie.

Hjerteblod

Han var med i kunstgræsudvalget og fulgte arbejdet med etablering af banen tæt.

”Det har været en meget lang proces med mange komplikationer, og vi har lagt meget tid og meget hjerteblod i det. Men det har været hele sliddet værd. Jeg bliver glad og smiler hver gang, jeg går eller kører forbi banen og ser, at der er liv uanset årstiden,” siger han.

Kasper Krüger voksede op ved Farre, og han startede som 10-11 årig med at spille fodbold i Horn-Fårvang Idrætsforening, så kom han til VRF80 (Voldby-Røgen-Farre), og som 17-årig til Hammel GF.

Mere aktivitet

Foruden trænerarbejdet står han også for al booking af kunstgræsbanen og glæder sig over, at mange udenbys klubber gerne vil leje den til deres kampe.

”Banen har givet meget mere liv og aktivitet på stadion. Tidligere spillede for eksempel de to oldboys herrehold kun fodbold i sommerhalvåret, men efter at vi har fået kunstgræsbanen, så spiller de hele vinteren uanset vejret. Forhåbentlig betyder det mange flere fodboldår i de rutinerede stænger,” siger han og glæder sig også over de mange projekter, som blev sat i gang for at samle penge ind til banen.

Projektet var syv-otte år undervejs, og i den tid blev banen flyttet fra én placering til en anden, siden stillede Favrskov Kommune nye krav til udledning af spildevand fra banen, så hele anlægget blev en del dyrere, og da gravemaskinerne endelig startede, blev arbejdet forsinket på grund af megen regn.

Derfor var der stor glæde i Hammel GF Fodbold, da banen endelig blev indviet i august 2016.

Kasper Krüger blev i sæsonen 2014/2015 kåret som årets træner i Hammel GF, hvor han stod i spidsen for et U16 drengehold. Holdet blev Jysk Mester i 2014, og i 2017 sluttede årgangen ungdomstiden af med at nå U19-finalen om det jyske mesterskab.

Tidligere på året var han tæt på at blive årets Leder til Guldfesten i Favrskov.

Publiceret 14 July 2018 04:00

SENESTE TV