Europamester i Rom

Henrik Eriksen fra Hammel GF Karate har deltaget i EM fire gange

Af
Hanne Bliksted

Fra HGF til stjerne Et gammelt ordsprog siger, at tredje gang er lykkens gang, men for Henrik Eriksen fra Hammel GF Karate blev det i fjerde forsøg, at han blev europamester.

Han deltog første gang i EM i 1997, i 1998 var han blandt de otte bedste, i 1999 blev han nr. to, og endelig i år 2000 ved stævnet i Rom lykkedes det ham blive europamester.

”Da jeg stod øverst på skamlen ved EM i Rom med guldmedaljen om halsen, da var det det hele værd, efter at have trænet målrettet seks dage om ugen i et år,” siger han nu 18 år efter.

Europamesterskabet er hans bedste oplevelse i Hammel GF, og nu næsten 20 år efter lægger han ikke skjul på at sølvmedaljen i 1999 var skuffende, for allerede det år, håbede han at blive europamester.

Han deltog også i VM i Japan i 1999, hvor han blev nr. 11 i disciplinen kata, som er tekniske øvelser.

Med siden han var otte

Henrik Eriksen er 40 år og nærmest synonym med Hammel GF Karate. Han er cheftræner og har været med i klubben siden han var otte år. Men efter europamesterskabet i 2000 har han på grund af job og familie ikke haft de samme muligheder for at træne.

Men han er stadig meget aktiv og er med til de to gange træning hver uge, med til stævner, og de seneste seks år har han arrangeret Thorsølejren, en karatelejr i Tunglund Aktivitetscenter med 50-90 deltagere fra udenbys klubber.

Hammel GF Karate har et tidspunkt haft mere end 100 medlemmer, i øjeblikket er der omkring 60 medlemmer, hvoraf halvdelen er børn op til 18 år.

Publiceret 21 July 2018 04:00

SENESTE TV