Taxi-Henning bliver 70

Flagstang førte til Henning Jakobsens kærlighed. En lufthavnstur i taxien gav anekdote om William Kvist, en punkteret lunge, en ledende overlæge og en metalsyl

Af
Kian Johansen

Portræt Som taxichauffør med limousine og særlige lufthavns-ture møder du mange mennesker. Kunde og chauffør får ofte en god snak.

Sådan en snak fik taxi-Henning fra Hammel, da han kørte en overlæge og leder af akutklinikken fra Bispebjerg Hospital fra Søhøjlandet i Gjern til Københavns Lufthavn.

Lægen havde været til sin fars fødselsdag og skulle på en hasteopgave. Det var under VM i fodbold i juni. Han skulle med William Kvist i flyet og være garant for, at William Kvist's punkterede lunge ikke gav problemer på rejsen tilbage til Rusland. Han fik endda lov til at medbringe en metalsyl til at stikke hul på lungen med.

"Så der var en farlig masse sikkerhed," genfortæller den snart 70-årige taxivognmand Henning Valdemar Jakobsen fra Hammel, om en af de mere kuriøse opgaver han har haft.

Man holder tæt

Han har også kørt en del med ministre og erhvervsfolk.

"Når de besøgte firmaer rundt omkring, så vidste du jo godt, at der var et opkøb på vej. Men det hjalp jo ikke noget at fortælle det til andre. Du skal jo holde tæt," lyder det djærvt fra landmandssønnen Henning, der er opvokset på Låsby Mark med tre yngre søskende, landmandsfar og mor. Og senere skulle det vise sig, at han også havde en halvbror, som han nu har kontakt med.

At male flagstang giver kontakt til pigerne

En flagstang var årsagen til, at han mødte Karin fra Mundelstrup.

Faderen var blandt andet postmedarbejder på Mundelstrup Station og den landbrugs-ansatte Henning havde også sin gang i området. De faldt i snak flere gange.

Karins familie var lidt indremissionske, så ikke mange mænd kom tæt på hende og søsteren dengang i 1966.

En dag inviterede faderen Henning hjem for at male flagstangen.

"Sådan en opgave kan du sagtens klare," lød det.

"Da Henning dukkede op på knallert, var mine forældre ikke hjemme. Pludselig stod der en køn mand i forhaven, og vi faldt i snak," husker Karin der inviterede Henning op på værelset, hvor snakken gik.

"Min mor blev lidt sur, da hun opdagede Henning, men min far grinede bare," storsmiler Karin, der nu er gift på 48. år med sin Henning.

Farveblind vognmand

En drøm om at blive politibetjent førte 19-årige Henning til Livgarden i 1967, men da han er farveblind, blev politi-drømmen ikke til noget.

I stedet begyndte han at køre lastbil for en vognmand i Fajstrup. Og i 1980 endte han på Fuglsang Savværk.

"Jeg plejer at sige, at min mand var savfører, men skiftede til taxi-faget," ler Karin Jakobsen skælmsk.

I 1987 begyndte Henning at køre som afløser for Aage Laursens Hammel Minitaxi. To år senere overtog Henning Jakobsen firmaet og fem biler. Det var en fredag.

Og overtagelsesdagen stod fast.

En konfirmation og overtagelse af firmaet

"Vi havde konfirmation om søndagen, så selvom jeg havde overtaget om fredagen, lovede Aage Laursen at styre det i weekenden, så vi kunne afvikle festen," erindrer Henning.

Det var sidste gang, at Henning slap telefonen og ansvaret for at køre folk rundt i landet på alle tider af døgnet, selvom han fik god hjælp af sine op til tyve ansatte.

Da Hammel Taxi - senere Favrskov Taxi - var på sit højeste havde han 11 biler under tag på adressen på Højdedraget i Hammel.

Vilkårene for landtaxier har altid fyldt for Henning og derfor er han på 15. år formand for Midtjyllands Taxiforening, samt næstformand i CAT, (Centralforeningen af taxier i Danmark, red.) de seneste 12 år.

I dag er der droslet ned, der holder kun tre biler i garagen og kun en chauffør hjælper til.

Henning kører lufthavnsture en til to dage om ugen med sin limousine, samt Offentlig Service Ture for Region Midt med sine to andre biler. Det er typisk handicapkørsel, syge kørsel og Flexture.

Henning ved endnu ikke, hvornår han holder helt.

"Min tilladelse til limousinen udløber mellem 2024 og 2026, så mon ikke det bliver deromkring."

Til den tid bliver der nok tid til flere besøg i sommerhuset ved Begstrup Vig. I dag har Henning kun tid til at være der i weekenderne.

Børneflokken tæller to sønner, svigerdøtre og fire børnebørn.

Henning Jakobsen bliver 70 år 14. august og holder reception på selve dagen.

Publiceret 06 August 2018 10:45

SENESTE TV