Lev og lad leve

Af
Eva Pedersen

sognepræst, Hinnerup Kirke

Klumme Hvert år bliver jeg mindet om mine egne ungdomssomre, hvor dagene var solrige og ubekymrede og ferien føltes uendelig. Og jeg bliver mindet om alt det, der er sket siden dengang. Erkendelsen af, at man er ved at være gammel ligger lige for, vælges fra til fordel for den lidt pænere version: at man nu er et menneske ”med meget livserfaring”.

Jeg må konstatere, at jo mere livserfaring, jeg kan skrive på CV´et, jo mere lyst har jeg til at lægge armen om skulderen på et ungt menneske og øse ud af den, så den unge kan blive klædt lidt bedre på til det liv, der venter efter studietiden.

Selvom vi med meget livserfaring ofte føler et behov for at dele den med de unge, så må vi huske, at de hverken kan eller skal leve deres liv på vi andres erfaringer. De skal ud i livet og i verden og gøre deres egne. For de er langt bedre tjent med at lave fejl og derefter gøre sig den erfaring, at livet alligevel går videre, end de vil være med at leve på vores erfaringer, fordi de er bange for selv at fejle.

Når vi deler ud af vores erfaring, kan vi nok heller ikke helt sige os fri for at have en forventning om, at de unge skal tage vores ord til sig og reflektere over dem. Men efter ti år i folkeskolen og nogle år på deres ungdomsuddannelse, hvor de hele tiden har skullet præstere og er blevet målt, vejet og bedømt derpå, er det en kæmpe gave at give dem, at de for en stund har lov til ikke at skulle præstere eller reflektere over ret meget andet end, hvornår de skal til den næste fest.

Formår de det; for en stund bare at være ubekymrede unge mennesker, synes jeg, at vi skal betragte det, som en gave til os. For det indikerer, at den præstations- og testkultur, som vi har ladet være deres hverdag hele vejen gennem uddannelsessystemet, ikke er blevet så stor en del af deres identitet og selvopfattelse, at de føler, at det er deres præstationer, der legitimere deres eksistens. Den er også legitim, når de er useriøse, fjollede og fulde.

Så den der følelse af nærmest at være forpligtet på at dele ud af sin livserfaring, kan vi godt befri os selv fra. For som vi jo nok selv frabad os at leve på vores forældres erfaringer og selv ville finde vores vej, så er unge mennesker også langt bedre tjent med vores tiltro til, at de kan selv end med vores råd. Det, vi i stedet kan gøre for dem, er at lade dem vide, at vi er her, hvis de har brug for det, og at det er okay at have brug for os.

Og ikke mindst kan vi gøre vores for, at vores børn og unge på deres vej gennem uddannelsessystemet, ikke kun bliver mødt med det menneskesyn, at der er et lighedstegn mellem deres værdi og, hvad de kan, men at de i stedet bliver mødt med det menneskesyn, at de har en ukrænkelig værdi i sig selv, alene fordi de er.

Det samme gælder ikke bare dem, men os alle. Og kan være rigtig dejligt lige at blive mindet om engang imellem.

Publiceret 09 August 2018 10:00

SENESTE TV