4. klasser fra Favrskov skal 'kende dit land'

730 elever fra Favrskov med i pilotprojekt. De første elever besøger Tangeværket, for at lære Danmark bedre at kende

Favrskov Frem til oktober skal 730 elever fra 4. årgang i Favrskov Kommune krydse landet i bus og opleve en stribe af landets bedste kultur- og naturtilbud i pilotprojektet ”Kend dit land”.

Favrskov Kommune deltager sammen med otte andre kommuner, og en af specialklasserne fra Skovvangskolen i Hammel åbner ballet i pilotprojektet i dag onsdag som den første klasse, der kommer af sted. Klassen skal besøge Energimuseet Tange

3.000 elever afsted

I Favrskov Kommune har man valgt, at samtlige elever på 4. årgang skal have mulighed for at komme af sted, hvor der også er en overnatning inkluderet og besøg på i alt tre attraktioner.

Omkring 3.000 elever fra 4. klasser i ni kommuner - heriblandt Favrskov - får mulighed for at blive klogere på Danmark.

Klasserne på 4. årgang skal blandt andet besøge H. C. Andersen Museet i Odense, Den fynske Landsby, DR Byen, Arken, Arbejdermuseet, Den Blå Planet og Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Fire ministerier står bag, og målet med pilotprojektet er, at danske børn skal kende deres eget lands mangfoldige natur, kultur og historie.

Bag initiativet står kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), undervisningsminister Merete Riisager (LA), miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K).

Hvor kommer vi fra

I Favrskov Kommune siger Birgit Liin, formand for Børne- og Skoleudvalget: "Jeg glæder mig rigtig meget over, at 4. klasserne i Favrskov er udvalgt til at deltage i 'Kend dit land'. Meget i tiden handler om, hvor vi skal hen, men det er mindst lige så vigtigt at vide, hvor vi kommer fra. Vi skal kende vores rødder, vores natur og kultur for at kunne blive dannede mennesker. Og dannelsen har i de seneste år ikke stået så skarpt i folkeskolen, som jeg kunne ønske mig. Derfor synes jeg, at dette initiativ kommer på det helt rigtige tidspunkt, og jeg håber, at vi kan få erfaringer, som også kan bruges fremadrettet."

Om projektet

    ’Kend dit land’ er et pilotprojekt, der fra august til oktober i år får 4. klasseelever i ni udvalgte kommuner til at krydse landet i bus.

    Alle kommuner har kunnet ansøge om at deltage i pilotprojektet. De udvalgte kommuner får adgang til skræddersyede ruter med en stribe af landets bedste kultur- og naturtilbud for børn.

    Fire ministerier står bag, og målet med pilotprojektet er, at danske børn skal kende deres eget lands mangfoldige natur, kultur og historie.

Publiceret 15 August 2018 09:30

SENESTE TV