FOTOS:

Glashus giver et pusterum

Patienter og pårørende fra Hammel Neurocenter fik et pusterum - i et glashus

Af
Kian Johansen

Hammel Glæden var stor, da omkring 50 patienter, plejepersonale, ledere, frivillige, samt repræsentanter fra Juliana drivhuse og Lions Club Hadsten mødtes onsdag for at indvie et nyt tilflugtssted for alle dem, der opholder sig på Hammel Neurocenter.

Mette Svane, ledende ergoterapeut, fortalte om alle de frivillige der havde lagt timer i at få drivhuset - eller orangeriet, som man vælger at kalde det - samlet helt færdigt.

Pengene fik Hammel Neurocenter for et år siden, efter det forrige Lilleåmarked, hvor Lions Club Hadsten som vanligt delte midler ud.

"Vi fik et godt tilbud fra Juliana (drivhusfirma, red.) og valgte så at bygge det, så det stod klar til sensommeren," forklarede Mette Svane, der glædede sig over, at de pårørende og de indlagte med hjerneskader nu kan få et frirum og kigge på havens forandring gennem årstiderne.

Rødt bånd klippet

Det blev Stig Munch fra Horsens, der havde været indlagt i syv uger og i tydelig bedring, der fik lov til at klippe det røde bånd. Det gjorde han med et kæmpe smil.

I talen fremhævede Mette Svane især Tony Bøgholm fra Hammel, der sammen med en ung mand, Frederik havde lagt utallige timer i projektet.

"Jeg kunne se ham fra mit kontorvindue, hvordan han gik med manualen i flere timer og fik samlet drivhuset, og jeg ved fra Julianas folk, at det ikke er helt nemt," fortalte hun de glade givere, samt patienterne.

Publiceret 16 August 2018 09:29

SENESTE TV