Hårde kampe mod naboklubber

Leon Andreasen mindes gode kampe mod Hinnerup og Hadsten

Af
Hanne Bliksted

Hammel GF 100 år Når man taler om Hammel GF Fodbolds kendte spillere gennem tiden, så tænker man straks på Leon Andreasen, som har spillet både i AGF, på landsholdet og i tyske klubber.

Han startede med at spille fodbold i Hammel, da han var seks-syv år.

”Jeg spillede selvfølgelig hjemme i haven til at starte med og begyndte senere at spille i HGF. Jeg husker de gode venner og vores træner Flemming Drachmann. Det jeg husker bedst fra tiden i HGF er vores kampe mod Hadsten og Hinnerup. Der blev altid gået til stålet i de kampe”, fortæller Leon Andreasen.

”Så er jeg selvfølgelig også ret stolt af at have bidraget økonomisk til kunstgræsbanen ved Hammel Stadion, da AGF solgte mig til Tyskland,” lyder det fra den tidligere HGF-spiller.

Tysk fodbold-karriere

Leon Andreasen rejste fra Hammel GF til AGF i 1999. Han spillede 105 kampe for AGF mellem 2001 og 2015. Han har spillet i flere tyske klubber og spillede 75 kampe for tyske Hannover 96, hvor han sluttede karrieren i 2016.

Leon Andreasen har også spillet på de danske ungdomslandshold U19 og U 21 samt på det ’voksne’ landshold, hvor han nåede at spille 19 kampe.

Publiceret 29 September 2018 08:00

SENESTE TV