Busser:

Favrskov vil finde nye løsninger for rute 111 og 200

Fire busruter i Favrskov bliver ramt af regionens spareplaner, kommunen vil finde andre løsninger for to af dem

Af
Anette Bonde

BUSSER For at få balance i budgettet vil Region Midtjylland spare 60,3 mio. kroner på den regionale trafik og har meddelt, hvilke busruter man ikke længere vil finansiere. Det vil derefter være op til den enkelte kommune at fortsætte driften af disse. For Favrskov Kommune drejer det sig om busruterne 111, 114, 200 og 914X.

I første omgang lød beslutningen i Udvalget for Regional Udvikling i Region Midt på, at man ville stoppe med driften 1. februar 2019. For at give kommunerne længere tid til planlægning, blev det rykket til 1. april.

Hos kommunerne er man nu i gang med at se på mulighederne for at overtage driften, finde alternative løsninger eller lade lukningerne gå sin gang.

Rute 111 og 200

Ifølge formand for teknik og miljø-udvalget i Favrskov Anders G. Christensen (V) er det først og fremmest rute 111 og 200, der skal findes alternativer for.

”Reelt er det to ruter, der er i spil, nemlig 111 og 200.”

Han peger på, at selv om der bliver en omvej har rejsende med rute 114 og 914X stadig mulighed for at komme fra Hammel til både Aarhus og Viborg.

”Det er mere tale om en ruteomlægning, og det er til at leve med. Ruterne 111 og 200 er rutenedlæggelser, og der er intet alternativ for borgerne. Hvis ikke vi gør noget, bliver de nedlagt.”

Rute 111 bruges af flere passagerer end rute 200.

Flextur eller Flexbus

Anders G. Christensen peger umiddelbart på to muligheder.

”I værktøjskassen har vi Flexbus og Flextur. Vi har ikke haft ret lang tid at arbejde med alternativer i, og vi ved godt, at vi er under tidspres i forhold til 1. april 2019, hvor regionens ændringer træder i kraft. Udbud og lukninger af ruter i forhold til vognmænd tager også tid. Vi arbejder med det.”

Han oplyser, at det der blandt andet også kigges på i øjeblikket, er ruteomlægninger.

”Man kan for eksempel spørge, om vores tiltag absolut skal køre på de samme ruter.”

Det overvejes endvidere at lave høringer hos lokale foreninger, borgerforeninger med mere.

    En Flexbus kører kun, hvis du har bestilt den. Den kører fra og til stoppesteder, der er angivet i køreplanen, og efter de angivne tider i køreplanen.

    En Flextur har ingen fast køreplan. Du bestemmer selv, hvornår du vil hentes, og hvor du vil køres fra og til. Du bliver tilbudt et afhentningstidspunkt -15/+45 min. i forhold til dit ønskede afhentningstidspunkt.

    Kilde: Midttrafik.

Publiceret 30 October 2018 08:00

SENESTE TV