Foredrag om de første indvandrere

Foredrag om da 100.000 svenskere kom til Danmark

Foredrag Så er der foredrag om, da svenskerne flygtede til Danmark. Det sker 14. november.

"Mange danskere er i øjeblikket skræmt over tilstrømningen af nye danskere, men det er ikke første gang, det er sket," skriver Favrskov Bibliotekerne i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Hvis man kender til Pelle Erobreren, er det tydeligt, hvor negativt de mere end 100.000 svenske arbejdere, der slog sig ned i alle dele af Danmark, blev opfattet. Det skete i årene 1850-1920, og var den første indvandringsbølge, der kom til Danmark."

I virkeligheden gav denne indvandring af unge, veluddannede personer både landbruget og senere industrien en fremdrift, der blev en af forudsætningerne for landets vækst i en tid, hvor så mange danskere udvandrede til Amerika. Det ses blandt andet i Frijsenborg skovene, hvor alle afvandingsrenderne er grundlaget for, at der kunne vokse skov, fortæller Favrskov Bibliotekerne.

Svenskerne integrerede sig hurtigt, Jönsson blev til Jensen og Månsson til Mogensen, og der er derfor mange, der næppe ved, at de har svenske forfædre.

Tidligere leder af Udvandrerarkivet i Aalborg, Henning Bender, fortæller om dette, hvor svenskerne kom fra, og hvor de slog sig ned i Danmark. Desuden gennemgår han kilderne til, hvordan man finder disse indvandrere i såvel de svenske som danske kilder på internettet.

Foredraget finder sted på Hammel Bibliotek kl. 19.30 14. november og er arrangeret af Foreningen Norden, Hammel Bibliotek og Hammel Lokalhistoriske Arkiv, der vil vise en udstilling omkring den svenske indvandring til Hammel egnen samtidig.

Kapp

Publiceret 07 November 2018 06:30

SENESTE TV