Nordjyske Voergaard fra 1500-tallet vandt titlen som 'Danmarks smukkeste herregård'.

Nordjyske Voergaard fra 1500-tallet vandt titlen som 'Danmarks smukkeste herregård'.

Lokale herregårde tabte til Voergaard

Hverken Frijsenborg Gods, Bidstrup Gods, eller Clausholm Slot kom i betragtning som 'Danmarks smukkeste herregård'

Af
Kian Johansen

Favrskov Med 16 procent af de over 10.000 stemmer har Voergaard i Nordjylland vundet konkurrencen om at blive 'Danmarks Smukkeste Herregård.'

Voergaard vinder blandt 17 kandidater fra hele landet – kun et mulehår foran Lynderupgård ved Viborg, mens Ledreborg ved Roskilde kom på tredjepladsen.

De tre lokale herregårde der var indstillet, kom dermed slet ikke i nærheden af top tre. Det er Bidstrup Gods ved Laurbjerg, Clausholm Slot ved Voldum og Frijsenborg Gods ved Hammel.

Fokus på 770 herregårde

Organisationen Historiske Huse har afholdt konkurrencen - blandt andet for at sætte fokus på ejernes udfordringer med at vedligeholde store, historiske herregårdsanlæg.

I Danmark er der ca. 770 herregårde fordelt over hele landet. 300 af dem er fredede, hvilket vidner om deres kulturhistoriske og arkitektoniske betydning som nationale klenodier.

Voergaard er åben for offentligheden, da stedet i dag er indrettet som museum og bla. rummer landets største, privatejede kunstsamling og afholder middelaldermarked om sommeren og julemarked om vinteren. Voergaard er en enestående renæssancebygning fra 1500-tallet omgivet af Danmarks bredeste voldgrav.

”Alle 17 herregårde er vindere i vores øjne, idet de er sluppet igennem vores eksperters nåleøje for overhovedet at blive nominerede blandt de over 700 danske herregårde,” siger Birthe Iuel, Præsident for Historiske Huse.

Publiceret 07 November 2018 10:00

SENESTE TV