Henrik Hougaard fra Vissing tog dette billede forrige søndag fra sin bil, da han var på vej hjem fra Hadsten. Røgen er ufarlig og skyldes solens spejling i en meget fortættet vanddamp, forklarer projektleder Jesper Schmidt fra Lecaværket.

Henrik Hougaard fra Vissing tog dette billede forrige søndag fra sin bil, da han var på vej hjem fra Hadsten. Røgen er ufarlig og skyldes solens spejling i en meget fortættet vanddamp, forklarer projektleder Jesper Schmidt fra Lecaværket.

Lecaværket: Utrygge naboer vil høre om røgen

Utrygge naboer i Vissing vil have svar på røg, tung trafik og om der kommer et forbrændingsanlæg på Leca

Af
Kian Johansen

Hinge En ny lokalplan der netop er sendt i høring ved Lecaværket i Hinge syd for Hadsten har gjort en del beboere i Vissing utrygge.

Derfor er der indkaldt til et informationsmøde på Lecaværket her tirsdag klokken 17.00, fortæller Jesper Schmidt, der er projektleder på Lecaværket.

Og beboerne i området har en del tvivl og utryghed, samt en masse spørgsmål de gerne vil have svar på, fortæller Frank Iversen, der er en del af en netop nedsat styregruppe fra Vissing.

Den blev nedsat, da 18 beboere tidligere mødtes for at tale om deres utryghed.

Røg og tung trafik

"Vi kommer for at få svar på en del spørgsmål, blandt andet om der nu kommer et forbrændingsanlæg på Lecaværket, og hvad det kommer til at betyde for øget udledning af røg og gasser," siger Frank Iversen på vegne af Vissing-borgerne.

Samtidig har en del borgere følt sig generet af tung trafik gennem Vissing by.

Derudover er flere utrygge ved røgen fra Lecaværket, som flere påpeger er blevet værre siden 2012.

Flere beretter om skarp spritlugt, mørk røg og en del støv, der lægge sig på vinduerne og alle steder i området.

En ny lokalplan for Lecaværket er netop i høring lige nu. Den indeholder en markant udvidelse af fabrikkens nuværende område.

Forbrændingsanlæg?

Frank Iversen frygter, at de udvidelser der kan komme på den konto, vil betyde endnu større gener i Vissing.

"Men vi tager til mødet, for at få afklaret så mange punkter som muligt. Vi syntes dog stadig at kommunen burde have indkaldt til et rigtigt borgermøde og vi savner svar på, om politikerne syntes det er en god ide, at man faktisk laver et forbrændingsanlæg på Lecaværket."

Sort røg er harmløs

På den anden side står Jesper Schmidt, der er projektleder på Lecaværket.

Han vil utrolig gerne fortælle om Lecaværkets planer og forsøge at forklare hvordan tingene hænger sammen.

Jesper Schmidt, projektleder fra Lecaværket, håber at der dukker mange borgere op til informationsmøde tirsdag klokken 17.00. Arkivfoto: Kian Johansen

Jesper Schmidt, projektleder fra Lecaværket, håber at der dukker mange borgere op til informationsmøde tirsdag klokken 17.00. Arkivfoto: Kian Johansen

Han har fået præsenteret billedet af sort røg.

"Det er lysets brydning i røgen. Røgen filtreres gennem vores røggas renser, og den røg der kommer ud, er fyldt med meget mere vand end regnskyer for eksempel er, derfor kan røgen komme til at se sort ud. Men rent faktisk består røgen kun af røg, damp og meget få partikler. De partikler folk oplever i området kommer fra vores lagre af Leca. I den nye lokalplan vil vi gerne på sigt overdække disse lagre," forklarer han.

"Desuden vil det nye anlæg, som vi bygger, have endnu bedre røggas rensning, så selvom vi kommer til at brænde endnu mere affaldsmateriale af, så vil der være end mindre i atmosfæren," forklarer han.

Han indrømmer, at der har været en kommunikationsbrist mellem værket og nogle vognmænd.

"Der er kommet nye til i tidens løb, så nu har vi indskærpet den gamle aftale om, at de ikke skal køre gennem Vissing by."

Spritlugten kommer fra afbrænding af et biprodukt, der indeholder 30 procent sprit fra insulinproduktionen hos Novo Nordisk.

"Vores anlæg er det eneste der kan afbrænde resterne så rent og vi bruger i forvejen våde brændsler i vores tre ovne," forklarer han.

Publiceret 26 November 2018 11:00

SENESTE TV