Foto: Michael Wulff

Foto: Michael Wulff

Borgmester:

Der skæres i busrute 200, mens rute 111 og 114 bevares i Favrskov

Rute 111 bevares i Favrskov Kommune, samlet pris 2,8 millioner i tre år. Rute 200 beholder ikke strækningen mellem Hammel og Hinnerup, der skæres væk

Af
Kian Johansen

Rutefart Besparelserne på busserne rammer også borgerne i Favrskov fra 29. juni 2019.

Politikerne har forsøgt at strikke en midlertidig plan sammen, der de næste år vil sikre rute 111 mellem Hinnerup og Århus, men samtidig betyder, at rute 200 imellem Hammel og Hinnerup skæres væk, når Favrskov Kommune overtager ansvaret for busserne 29. juni 2019. Resten af rute 200's strækninger bevares.

Det betyder også, at der skal findes kroner i kommunekassen.

"Rute 111 kommer vi til at putte 1,4 millioner kroner i om året," fortæller borgmester Nils Borring (S).

Det vurderes at koste 2,8 milllioner kroner frem til juli 2021 at drive rute 111.

OPDATERET: Også rute 114 og 914X berøres. Mens 914X skæres helt væk af Region Midtjylland, så bevares rute 114 mellem Fårvang og Århus, men skæres væk mellem Viborg og Fårvang. Det er endnu uvist, hvordan Viborg Kommune forholder sig til den del af besparelsen, fortæller udviklingskonsulent Per Holm fra Region Midt.

(Lokalavisen Favrskov skrev ved en fejl, at rute 114 forsvandt helt. Det fik Ib Jensen, formand for Fællesrådet i Sabro-Fårup til at pointere misforståelsen, Red.).

Angående rute 114 vil Favrskov Kommune ikke medfinansiere ruterne, da de ikke har endestationer i Favrskov, men blot er gennemgående busser, så det er Region Midts beslutning at bevare ruten fra Fårvang til Århus.

200 kommer ikke til Hammel og Hinnerup

Men til gengæld vil man ikke bruge penge på rute 200's strækning mellem Hammel og Hinnerup.

"Passagertællingerne viser, at ikke mange bruger den på den strækning, og resten vil kunne benytte sig af flexbil" forklarer Nils Borring og tilføjer:

"Eller så kan de køre med mig, jeg tager gerne passagerer med."

(Borgmester Nils Borring kører stort set hver dag fra hjemmet i Hammel til administrationsbygningen på Skovvej i Hinnerup, Red.)

Forslaget skal endelig besluttes under tirsdagens byrådsmøde.

Lading-borgere kan stadig komme med bus

Teknik og Kultur har vurderet, om regionens besparelser medfører ændringer for busbetjeningen af Lading. Konklusionen er, at det er der ikke. Der er fx fortsat mulighed for at komme til/fra Favrskov Gymnasium i Hadsten. Der er forbindelse med regional busrute 114 fra Aarhus, som kører via Lading til Hammel med forbindelse til lokal busrute 314, som har direkte forbindelse til gymnasiet i Hadsten. Endvidere er det muligt at anvende regional busrute 114 mellem Lading og Hammel flere gange dagligt.

Rute 111

Rute 111 Aarhus-Tilst-Sabro-Hinnerup er fælles med Aarhus Kommune. Aarhus Kommune har tilkendegivet, at rute 111 kan bestå uændret frem til køreplanskiftet 29. juni 2019, men ikke længere.

Der indsættes 12 dobbeltture med bus fra mandag til fredag. Midt på dagen i hverdagene er der ingen passagerer. Derfor foreslås en tre timers pause midt på dagen. Endvidere foreslås, at en af de to aftenture vil bortfalde. De tre ture midt på dagen kan erstattes med et tilbud om Flexbus, som kun kører ruten, hvis den bliver bestilt. I weekenden vil ruten kun køre som Flexbus.

Disse ruter berøres i Favrskov

    111 Hinnerup – Norring/Korsholm – Skjoldelev – Sabro – Tilst - Aarhus. (Bevares i Favrskov, Århus Kommune vil kun finansiere til 29. juni 2019)

    114 Aarhus – Tilst – Sabro – Lading – Voldby – Hammel - Viborg. (Fårvang Viborg skæres væk)

    200 Hammel – Hinnerup (delstrækning af ruten Hinnerup – Aarhus - Skanderborg). (Hammel-Hinnerup skæres væk)

    914X Viborg – Hammel - Aarhus. (Fjernes helt)

Publiceret 18 December 2018 10:00