TV: 250 tons skorsten fjernes i 50 tons bidder

En af Leca-værkets skorstene løftes væk i 50 tons bidder af kæmpekran

Af
Kian Johansen

Hinge Vind, regn og kulde er Leca-værkets største fjende i denne tid. For i over en uge har en kæmpekran forsøgt at fjerne 50 tons bidder af en gammel 58 meter høj skorsten.

Skorstenen vejer 250 tons i alt og skal erstattes af en ny og lidt kortere af stål.

Leca-værket bruger over 110 millioner kroner på et anlæg der kan håndtere affaldstræ, knuse det til pulver og derefter føde værkets fem kæmpestore roterende ovne med varme.

Der skal nemlig bruges 1.400 grader til at lave leca-klinkerne.

Sparer CO2 og penge

Det er i den forbindelse at den nye, mindre skorsten skal op, sammen med et nyt røgasanlæg, så den nye brændselsmasse kan håndteres inden for lovens rammer.

Anlægget skal blandt andet erstatte op til 50 tons olieslam årligt, samt en del tons kul.

Dermed forventer Leca-værket at spare op til 50 procents CO2-udslip på det nye anlæg.

Bid for bid

Torsdag lykkedes det at fjerne bid nummer to fra den 250 tons tunge skorsten, der er af beton med en kerne af stål.

I mandags røg den første bid, efter flere dages forberedelser. og forsøg.

Vind og vejr har gjort, at først torsdag blev det til bid nummer to.

Det er en af de største kraner i Danmark, der sammen med erfarne folk først får dele af skorstenen solidt fæstnet til kranens wirer og derefter bliver den skåret midt over.

Folkene hejses op i en kurv, hvor de i adskillige timer arbejder på jobbet, før de igen hejses ned i sikkerhed.

Af sikkerhedshensyn fjernres alle ansatte i nærheden, før kranføreren sindigt sætter kranen i gang med at løfte bidderne ned fra skorstenen.

Projektleder Morten Rasmussen fra Leca-værket forventer, at arbejdet er færdigt længe inden 22. januar, for der skal den nye stålskorsten sættes op, bid for bid.

Publiceret 11 January 2019 07:00

SENESTE TV