Drøm:

Flemming vil gerne leve af at passe hunde

Ferie for 10 år siden gav Flemming Ransborg mod på at lave hundecenter

Af
Kian Johansen

Hundecenter-sagen Det er en gammel drøm som har fået 47-årige Flemming Ransborg fra Assentoft til at ansøge Favrskov Kommune om at lave et hundecenter på en ældre gård mellem Sall og Haurum.

"Jeg var på ferie for ti år siden og vi havde hunden i hundepension. Da vi kom hjem, var hunden ikke sig selv, dens blik flakkede og den havde tydeligvis ikke sovet i en uge. Der lovede jeg mig selv, at jeg ville gøre det bedre," husker Flemming Ransborg, der til daglig er ansat i Autobranchen Danmark, der er bilforhandlernes interesseorganisation.

Det job vil han beholde ind til videre.

"Men jeg håber, at det vil gå så godt, at jeg engang kan leve af hundecentret."

I den tidligere svinestald på en gård mellem Sall og Haurum, vil Flemming Ransborg gerne bygge et hundecenter. Foto: Kian Johansen

I den tidligere svinestald på en gård mellem Sall og Haurum, vil Flemming Ransborg gerne bygge et hundecenter. Foto: Kian Johansen

Hundebassin og VIP-sofa

Gården på Skolevangsvej 105 skal efter planen bygges om til hundecenter med reception, hundebassiner, velvære-afdeling og op til 60 lydisolerede bokse til hunde. De fleste på 6 kvadratmeter.

"Jeg vil også lave nogle VIP-bokse på 12 kvadratmeter med sofa og fladskærm," hvor hundene rigtig kan hygge sig," smiler Flemming Ransborg der i utallige år selv har haft hund.

Hans nuværende ruhårede hønsehund Enzo er ifølge Flemming Ransborg den mest vindende hund i Danmark i sin klasse.

Indtil videre har han ansøgt om dispensation til at bygge gården om til hundecenter, og han vil starte i det små.

Gården er ikke købt endnu, men der er lavet en købsaftale, betinget, af at han får lov til at etablere hundecenter.

Starter med 5-10 hunde

Foreløbig skal kun den ene længe af den tidligere svinestald bygges om til at huse 22 lydisolerede bokse med eget afløb.

Og her kan der ikke laves direkte adgang til løbegårde.

"Jeg regner med, at jeg højest får 5-10 hunde der skal passes i hverdagen og jeg vil indtil videre ikke have bokse med deres egen løbegård, men forsøge mig med et par løbegårde bagved, og her skal der dækkes af, både med plader og grønt dække, så hundene ikke ser hinanden," forklarer han.

Længen bag Flemming Ransborg kommer efter planen til at være første etape af et hundecenter med i alt 60 hundebokse. Foto: Kian Johansen

Længen bag Flemming Ransborg kommer efter planen til at være første etape af et hundecenter med i alt 60 hundebokse. Foto: Kian Johansen

Han forstår ikke helt de 13 naboers bekymring. Og forklarer, at de to nærmeste naboer, ikke ser et problem i, at han laver et hundecenter.

"Jeg er meget åben om, hvad jeg går og laver, og de er velkomne til at komme forbi og spørge til mit projekt, jeg har ikke noget at skjule."

Han er født og opvokset på en ejendom tæt på Vinderup i Vestjylland.

"Jeg er vokset op på landet. Vi havde engang nabohunde, der fik lov til at gø døgnet rundt, så jeg kender til hvordan det føles med larmende hunde. Det vil jeg ikke selv acceptere, så jeg vil gøre meget for, at undgå det. Desuden er planen, at jeg selv flytter herud på gården, så jeg har ingen interesse i hundeglam."

Et ordentligt gulv

Han forklarer, at han var i gang med at bryde gulvet op i stalden, da han opdagede at han var gået i gang for tidligt.

"Jeg stoppede med det samme, men af hensyn til ejeren så valgte jeg at etablere nyt gulv, da det ellers skulle stå udækket hen. Og når jeg alligevel var i gang med at lave gulvet, så kunne jeg jo ligeså godt gøre klar til afløb. Det var tåbeligt andet. De kan jo fyldes med beton, hvis det ikke bliver mig, der køber ejendommen," lyder det, mens han tilføjer: "Det har jeg orienteret kommunen om, og det var de indforståede med."

Spørger man både kommunen og jurister, så er det helt i orden at man renoverer på denne måde, for det er ikke denne del af tilladelsen som naboerne har klaget over. Og så længe man ændrer indvendigt på en eksisterende landejendom, så kan man i princippet gøre hvad man vil, lyder vurderingen fra en jurist og kommunen.

Publiceret 22 January 2019 08:52

SENESTE TV

Foredrag: Mit liv med ondskab og heltemod

Foredrag Bliv klogere på ondskabens natur og forbrydelsens tiltrækningskraft, når forfatter Christian Mørk holder foredrag i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus onsdag 24. april kl 19.

"Figurer som Mephisto i ”Faust”, Darth Vader i ”Star Wars” og seriemordere i krimier både skræmmer og fascinerer os. Hvorfor er det onde altid mere interessant? Christian Mørk har udgivet en lang række spændingsromaner med rødder i amerikansk skrivestil, senest den anmelderroste psykologiske roman ”I gode hænder” fra 2018. Han har boet i USA, siden han var ung, og har blandt andet arbejdet som filmproducer i Hollywood og journalist på The New York Times," skriver Hinnerup Bibliotek & Kulturhus i en pressemeddelelse.

Arrangementet er skabt i samarbejde med Favrskov Aftenskole. Billetter kan købes på favrskovbib.dk eller på det lokale bibliotek.

Kapp