Kirkeklumme:

Kærlighed og kildevand

Af
Kristoffer Uhre Knattrup

Sognepræst i Hadsten Storpastorat

klumme En præst arbejder ofte i vi menneskers yderpunkter. En fredag kan alt være indhyllet i tårer, sorg og trøst, fordi én er gået bort. Dagen efter kan selvsamme kirke fungere som en slags forfest for et bryllupsgilde. Det er ikke for sjov, som man siger!

Det er en stor og prægtig gave som præst at dele sorger og glæder og stærke intime stunder med mennesker, som er forskellige steder på livets bumletur.

Kirken rummer alle disse følelser. Og præsten er den sortklædte kaptajn, der både kan være alvorlig og munter.

Således afspejler præsten, hvad kirken kan. Nemlig at omfavne de store øjeblikke, hvor en vits ikke er nok. Hvor en kærlighed kan være så stor, at det kræver et ekstra potent sprog for at gøre kærligheden fyldest. Dét er vores folkekirke!

Som ung teologistuderende var det blandt andet dette store sprog, som sådan tiltalte mig. At man kunne bruge store ord til at sætte ord på de største følelser.

Man kan sige mange ting om kirken, men man må sige, at kirken har en del erfaring i bruge dette - til tider uforståelige - sprog. Og vi har en passende scene for det sprog, nemlig et kirkerum dedikeret til at gøre os små, så vi kan slappe af.

Dette sprog kan også bruges i vores hverdag. Med et stort sprog kan man nemlig finde skønhed i hverdagen.

Med et religiøst og romantisk sprog kan man værdsætte at sidde omkring aftensmadsbordet på en ny måde. Det er ikke bare en daglig affodring, men udtryk for et kærlighedsfællesskab, som vi holder meget af.

Dette store og ofte romantiske sprog tjener mig både i mit virke som præst og som privatperson, som et kildevæld af trøst og styrke i en verden, der ofte er for stor til mig.

Kirken skal til syvende og sidst være kærlighed og kildevand!

Kirken skal være et sted, hvor livet vinder over døden, og hvor skønheden vinder over hverdagens nogle gange grå skær. Men netop med kirkens sprog kan vi hæve os over hverdagen, og ind i den skønhed, som stort set alt under Guds åbne himmel indeholder.

Kirken er for mig et sted, hvor man kan give slip. Ordene, vi hører og synger, hjælper mig med at give slip. Det stimulerer min fantasi, og fjerner mig fra larmende spillereklamer og deadlines. I kirken går jeg i nul. Jeg ser mig selv som en iPhone, som har brug for kirkens opladningsstik for at blive genopladt.

Når jeg er i kirke, hopper jeg af wi-fi og al hurtig browseri. Når jeg er i kirke, hører jeg de gamle ord i et storladent analogt kirkerum, hvor der er ekko, så man kan tænke over den samme ting mere end én gang.

Se! Det er balance i livet! Halleluja!

Publiceret 10 February 2019 10:00