Kirkeklumme: Rollatorbanden - og lidt af et Fadervor

Af
provst Anders Bonde

Favrskov

klumme En nær ven har fået kræft. Alvorligt. Vi tog til VM i håndbold i Boxen i Herning. Vi sang 'Der er et yndigt land'. Og vi lagde armen om skulderen på hinanden til “Vi er røde. Vi er hvide”. Og sætningen “Vi står sammen, side om side” fik pludselig en dybere mening! Han er kommet med i min aftenbøn.

En anden ven er ramt af det samme. Cancer. Det gør ondt, når man er tæt på. Har besøgt hende. Ilt. Rollator. Det hele. Og dermed er uvisheden kommet ind i den nære vennekreds. Angsten. Frygten.

Hun har fået at vide, hun ikke er i en kondition, så hun kan klare behandlingen. Men hun har valgt at kæmpe: ”Jeg går og går - op og ned ad gangen, træner, for at finde kræfter til kemokuren”.

De er en helt lille flok af patienter på sygehuset, der går. ”Rollatorbanden”, kalder de sig. De vil ikke lade sig kue af den forbistrede kræft.

Uvisheden. Frygten. Afmagten. Det er kræftens måde at være på - i et menneske.

Min gamle havemand i Lyngå præstegård. Jeg husker ham endnu her mange år efter. Han gik og ordnede præstegårdshaven op til påske. Frisk som en havørn. Skærtorsdag lå han pludselig alvorligt syg på et sygehus. Igen kræft i den nære kreds.

Han lå i sengen hele den sommer. Sad afkræftet ved sit hus. Vi så ham, når vi kørte gennem byen. En stærk og livskraftig mand sat til vægs af cancer. Kunne ikke tåle medicinen. Tre måneder, sagde man, så kunne det være forbi.

Vores datter blev den sommer student. Den formiddag, hun fik huen, gik den lige vej ned til vores trofaste havemand. Han havde været en del af det meste af hendes barndom. Og når han ikke kunne komme til studenterfesten, kunne studenten komme til ham. ”Jeg har været hos Henning,” sagde Marie, som forklaring på, vi måtte vente med studentermiddagen.

Jo, vi var glade for, at Marie fik en god studentereksamen, men vi var faktisk endnu mere glad for, hun huskede på vores syge ven.

Henning kom på benene igen som resultat af ny medicin. Han kom faktisk til at ordne have - endnu nogle år.

Sådan er det lykkeligvis i dag med cancer. Det kan lykkes at gå op imod den. Den er ikke en uovervindelig modstander. Og godt, vi har en lægevidenskab af dygtige forskere, der hele tiden finder på nyt i kampen.

Men på vej mod målet, da er der brug for medmenneskelighed. En student, der midt i glæden over en god karakter, husker Henning. Vi skal huske den syge. Og gå til ham eller hende. Det er at gå op imod kræften.

Ja, for uvisheden, det er det værste.

En af vore gamle i familien fik cancer og var til strålebehandling. Hvor længe tager det at få de stråler, spurgte jeg hende. Jo, sagde hun, jeg kan lige nå at komme til ”fri os fra det onde” i Fadervor.

Der er megen fortvivlelse forbundet med kræft. Og vi ved, at ikke alle klarer den. Det er så tragisk. Og her er der så meget desto mere brug for medmenneskelighed. Lad os aldrig glemme dem, der tabte kampen - i medfølelse også med den sørgende.

Og så er der midt i det hele 'Rollatorbanden' på sygehuset lige nu: “Kom så - lad os gå endnu en tur,” siger de.

Gå med håb - og midt i fortvivlelsen få lov at bede et "Fadervor..."!

Publiceret 17 February 2019 10:00