I 80 år har film, foredrag og andre events fundet sted i Hadsten Bio på Nørregade. Billedet er taget under et livestreamet foredrag om øl 25. september 2018. Foto: Kirsten Andersen.

I 80 år har film, foredrag og andre events fundet sted i Hadsten Bio på Nørregade. Billedet er taget under et livestreamet foredrag om øl 25. september 2018. Foto: Kirsten Andersen.

Hadsten Bio og fremtiden:

Drøm om at flytte sammen i Sløjfen

Der er styr på økonomi og frivillige op til 80 års jubilæet i Hadsten Bio. Bestyrelsen drømmer om Kulturhus Sløjfen

Af
Kian Johansen

Hadsten Bio Efter 70 års jubilæet i 2009 og en efterfølgende hård økonomisk periode, hvor man måtte fyre den daglige leder, så har Hadsten Bio og den nye bestyrelse langsomt fået styr på situationen og er nu klar til 80 års jubilæet 1. marts 2019.

Det vigtigste element kom, da Hadsten Bio blev digitaliseret.

"Efterfølgende har vi opgraderet udstyret, og har fået Dolby 7.1 lyd, samt nyt lærred. Vi har en masse frivillige med interesse for teknik, så vi sørger for at holde os ajour med hvad der kommer," fortæller formand Lars Kristensen.

Hadsten Bio i 1993.

Hadsten Bio i 1993.

Gruppen af frivillige skulle udvides voldsomt, men over årene er der opbygget en gruppe på omkring 70 frivillige som driver alle funktioner i biografen.

" Strukturen omkring driften og dagligdagen er kommet meget mere på skinner, og vi har kunnet udvide med flere specialarrangementer, som Smalle Film, Opera, Offentlige Foredrag fra Aarhus Universitet og mange andre foredrag. Det er de arrangementer der ikke nødvendigvis giver overskud, men som gør det sjovt at være frivillig. Den slags kan man kun gøre, når de frivillige er glade og har energi," fortæller formanden der ser lyst på fremtiden.

"Vi har fået betalt vores gæld ud til kommunen, som blev optaget, da vi skulle digitaliseres. Vi har fået styr på økonomien i at drive en biograf, så vi har leveret pæne overskud de sidste år."

Hadsten Bio i 1995.

Hadsten Bio i 1995.

Han ser en stærk og sund biograf, med en solid gruppe af frivillige, hvor mange har været med i flere år, så der er opbygget en masse erfaring. "Vi har ambitioner om mere, og er endelig ved at have nået den størrelse, både økonomisk og i antal af faste frivillige at vi har mulighederne for at gøre de ting vi gerne vil."

Fremtiden et andet sted?

"Vi går jo og drømmer om at flytte biografen ned i Sløjfen. Og dermed få mulighed for en ekstra sal. De muligheder vi kunne få i et rigtigt kulturhus, sammen med andre kulturelle aktører, og ikke mindst en café, kunne vi rigtig godt tænke os at udforske. Det lyder måske som overkill med to sale, men det giver nogle muligheder som vi bare ikke har i dag. Hver uge har mellem tre og seks nye filmpremierer, så det er klart, at antallet af sale er en begrænsning. Det er sjældent at der bygges nye biografer med kun én sal i dag," fortæller Lars Kristensen.

"Vi har boet 80 år i samme bygning, som vi er utroligt glade for, men inden for en meget overskuelig årrække skal der ske noget renovering af bygningen, både indvendig og udvendig. Og selvom kommunen står for det udvendige, da det jo er deres bygning vi lejer os ind i, så kunne det være lidt sjovere at bruge vores penge på at indrette to sale i Sløjfen, end at reparere på vores ellers flotte, men også gamle bygning. Det kunne være sjovere at tage de næste 80 år i byens kulturhus, Sløjfen."

Jubilæet fejres lørdag 2. marts med reception og gratis film.

Hadsten Bios bestyrelse

    Formand: Lars Kristensen

    Næstformand: Flemming Aaen Jensen

    Menigt medlem: Brian Mønster Nielsen

    Menigt medlem: Kirsten Andersen

    Menigt medlem: Iben Lundorf

    Suppleant: Peter E. Holm

    Suppleant: Britt Nørgaard

Publiceret 27 February 2019 09:30