Karl-Johan Hvid Tønnesen købte Fanøvej 4 i 2010 og byggede i 2012 en ny stor hal på 1200 kvadratmeter bagved den eksisterende bygning, hvor der er kontorer. Her udlejer han også lokaler til tre andre virksomheder. Foto: Anette Bonde.

Karl-Johan Hvid Tønnesen købte Fanøvej 4 i 2010 og byggede i 2012 en ny stor hal på 1200 kvadratmeter bagved den eksisterende bygning, hvor der er kontorer. Her udlejer han også lokaler til tre andre virksomheder. Foto: Anette Bonde.

25 års jubilæum: Murermesteren voksede op med faget

Murermester Karl-Johan Hvid Tønnesen, Hinnerup, fejrer 25 års jubilæum

Af
Anette Bonde

Karl-Johan Hvid Tønnesen runder i marts 25 år med sin murerforretning i Hinnerup, 'Murermester Karl-Johan Hvid Tønnesen'. Det har været 25 gode år, synes han.

"Jeg er født og opvokset med at være selvstændig murer. Det generer mig ikke, at der også i perioder går aftener og weekender. Hjemmefronten er heldigvis med på det," siger han og tilføjer med et skævt smil:

"Jeg har da været sammen med min kone i mere end 25 år."

Femte generation

Som nævnt voksede Karl-Johan Hvid Tønnesen op med murerfaget, idet hans far også havde egen murerforretning. Ja, faktisk er han femte generation, der er selvstændig murer. Og næste generation er så småt klar til ad åre at tage over. Sønnen Mikkel, 27, arbejder allerede i virksomheden som murer, og Katrine, 25, er netop uddannet som bygningskonstruktør.

Karl-Johan Hvid Tønnesen blev selvstændig første gang, da han var sidst i 20'erne. Han arbejdede i Norge i fem år, heraf de to sidste som selvstændig murer. Så blev han ansat i Edinburgh og herfra tog han til Hamburg, hvor han også fik ansættelse.

"Men selv om jeg var ansat, arbejdede jeg faktisk selvstændigt. Det gav jo blod på tanden, da jeg kom hjem."

Her startede han stille og roligt op og indrettede kontor i forgangen i privaten. Hustruen Gitte Tønnesen, der er uddannet inden for handel, tog sig af kontor-arbejdet. Hun har i øvrigt været selvstændig fodterapeut i 20 år.

Nye kollegaer undervejs

I dag er der 35 ansatte i Karl-Johan Hvidt Tønnesens murerforretning. Samtidig har han et fint samarbejde med de øvrige håndværksmestre, hans kollegaer, omkring entrepriser. Flere nye er kommet til undervejs, og det stiller på en lidt pudsig facon jubilæet i perspektiv, synes han.

"Jeg kan godt mærke at jeg har kørt i 25 år - mine nye, unge kollegaer er jo på alder med mine børn."

Jubilæet fejres fredag 15. marts klokken 12.30 i virksomheden på Fanøvej 4 i Hinnerup med sang og musik ved 'Butler, der synger John Mogensen-sange.

Publiceret 13 March 2019 10:00