Niels-Christian Jönsson er ny formand i HOG Fodbold. Foto: Magnus Nielsen

Niels-Christian Jönsson er ny formand i HOG Fodbold. Foto: Magnus Nielsen

HOG Hinnerup Fodbold har fået ny ledelse

Formand og næstformand stopper på grund af manglende tid

foreninger HOG Fodbold har fået ny formand og næstformand. Afgående formand Kristian Snoghøj og næstformand Anne Krøger Pedersen har begge måttet stoppe med deres frivillige arbejde i HOG Fodbold på grund af deres private arbejde.

Begge er kede af, at de ikke har kunnet få det til at hænge sammen, det frivillige og det arbejdsmæssige, da de begge synes det er både sjovt og givende at tage del i det frivillige, men presset i dagligdagen har gjort, at det simpelthen ikke har kunnet hænge sammen, skriver HOG Fodbold i en pressemeddelelse.

Niels-Christian Jönsson, der har siddet i fodboldudvalget de seneste par år som ungdomsformand, har sagt ja til at overtage formandsposten.

Bjarke Christiansen, der er formand for seniorafdelingen og træner i klubben, overtager hvervet som næstformand.

Nye i fodboldudvalget

Camilla Berg og Rune Hellegaard Christensen er nye ansigter i fodboldudvalget. De kommer begge til at arbejde med børn og unge sammen med Linda Skyttehave Rytter, der fortsætter som formand i børne- og ungdomsafdelingen.

Årets træner hædret

Lars Halse, en af flere trænere for HOG Fodbolds U11-spillere, blev på fodboldafdelingens årsmøde hædret som 'Årets Træner 2018'.

Lars Halse fik blandt andet prisen for sin evne til ”i den grad at kunne se, når en dreng er presset under en kamp, når en dreng mangler et ekstra skulderklap, og når en dreng skal opmuntres og samles op efter en dårlig indsats. Han nævner altid de gode sider ved spillerne og nævner altid, hvad de er gode til, før han kommer med den konstruktive kritik”.

Årets leder

Peder Brygger, holdleder for HOG Fodbolds OB 35 hold, blev på fodboldafdelingens årsmøde hædret som 'Årets Leder 2018'.

Peder Brygger har spillet fodbold i HOG gennem flere år, først som senior, men de seneste år som oldboysspiller.

I løbet af de seneste 2-3 år er det lykkedes ham at samle en række oldboysspillere i alderen 30-45 år og få sat skub i både et OB 30-hold og et OB 35-hold.

jesl

Publiceret 15 March 2019 08:00