Kirkeklummen: Refleksion i en fastetid

Af
Ann Vendeltorp

sognepræst Hammel-Voldby-Lading

klumme Fastetiden er til refleksion - og i skrivende øjeblik reflekterer jeg så lidt over, hvad jeg overhovedet kan, og skal, skrive om. Hvad giver mening og værdi for dem, der læser klummen? Og hvornår har jeg krydset grænsen fra personligt og spændende til kedeligt og ligegyldigt?

Det kan jo ikke hver gang være historier om mine børnebørn, selvom der er mange at tage af, både børnebørn og historier om dem.

Så jeg greb fat i avisen for at finde inspiration til et spændende emne. Pudsigt nok læste jeg i min avis om en klummeskriver, der ytrede sig om vanskelighederne ved at finde emner at skrive om. Det skal så retfærdigvis nævnes, at han skal skrive én hver anden uge og derfor nok har lidt flere udfordringer i emneafdelingen end jeg.

Men han havde faktisk gode forslag til inspiration: læs en avis, skriv om en oplevelse eller om en bibelsk tekst.

Jeg har lige set sidste afsnit af 'Bedrag'. De sidste mange år har jeg ellers udelukkende gjort det i britiske og svenske krimier og romantiske komedier. De sidste danske tv-serier, jeg har fulgt med i - når vi lige ser bort fra diverse julekalendere - er 'Matador' og 'Rejseholdet'.

Der indfinder sig en vis mismodighed over danske serier, der er alt for mange ulykkelige skæbner, der fremstår i disse serier. Måske fordi jeg godt ved, hvor svært livet kan være efter mine mange års arbejde i det sociale system. Det er ligesom lidt for virkeligt.

Det er selvfølgelig lidt krysteragtigt kun at ville se noget, der giver mig glæde, men mon ikke flere har det på samme måde.

Jeg har på det sidste følt mig presset til at se både 'Badehotellet' og 'Bedrag'. Og jeg har været utrolig positivt overrasket over den ene af de to serier.

Med stor fornøjelse har jeg fulgt fru Andersen og hendes personale i deres opvartning af badehotellets gæster, nogle fantastiske typer, charmerende, morsomme, alvorlige, selvhævdende - en bestemt gruppe mennesker i en bestemt tid.

At sige, at jeg oplevede samme fornøjelse ved at se 'Bedrag', ville være at omgås lidt let med sandheden. Sæsonens sidste afsnit efterlod mig med en god gammeltestamentlig form for uretfærdighedsfølelse i kroppen.

De, der forsøgte sig med ret færd - efter visse afstikkere til det modsatte - kom til kort. Nogle vil måske nok sige at bankdamen blev forgyldt, og det gjorde hun da også på overfladen, men jeg synes nu, hun også kom til kort. Hun blev bundet til fortsat svindel blot på 1. klasse, men det tænker jeg ikke, livet bliver bedre af.

Og hvad med hende, hun slog ned? Jeg sad frustreret og trist, da rulleteksterne rullede over skærmen. Hvem skød Nicky? Hvad med hans søn? Hvad med det korrupte politi? Hvad med Alf - går han til grunde i sit misbrug?

Jeg læste videre i avisen.

På forsiden var en Barbiedukke. Barbie bliver nemlig 60 år i år, og det ville avisen gerne lige markere.

Selvom Barbie kun er ni år yngre end mig, så har jeg ikke rigtig stiftet bekendtskab med hende, før jeg selv fik døtre. Jeg havde i stedet påklædningsdukker, som jeg designede og klippede tøj til i min barndom. Pudsigt nok var det åbenbart også hendes egen datters leg med påklædningsdukker, der inspirerede Ruth Handler til at skabe Barbie.

Jeg læste videre. I avisens kulturafsnit fandt jeg endnu et spændende emne. En artikel der satte spørgsmålstegn ved den kulturelle epoke, Guldalderen.

I artiklen skrev journalisten om en ny bog af en kunsthistoriker, der havde skrevet en anden version af guldalderen end den, vi normalt møder på SMK og Aros. Åbenbart er de kunstnere, vi i mange år har fået præsenteret som førende guldaldermalere, måske slet ikke så førende endda.

Det blev ved refleksionerne over emnerne. Og det er vel egentlig også det, fastetiden skal bruges til.

Ikke til at opfinde dybe tallerkener eller løse verdens mange konflikter, men stille reflektere over livet og over, hvor vi giver mening til hinanden og os selv.

Publiceret 23 March 2019 04:00

SENESTE TV

Foredrag: Mit liv med ondskab og heltemod

Foredrag Bliv klogere på ondskabens natur og forbrydelsens tiltrækningskraft, når forfatter Christian Mørk holder foredrag i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus onsdag 24. april kl 19.

"Figurer som Mephisto i ”Faust”, Darth Vader i ”Star Wars” og seriemordere i krimier både skræmmer og fascinerer os. Hvorfor er det onde altid mere interessant? Christian Mørk har udgivet en lang række spændingsromaner med rødder i amerikansk skrivestil, senest den anmelderroste psykologiske roman ”I gode hænder” fra 2018. Han har boet i USA, siden han var ung, og har blandt andet arbejdet som filmproducer i Hollywood og journalist på The New York Times," skriver Hinnerup Bibliotek & Kulturhus i en pressemeddelelse.

Arrangementet er skabt i samarbejde med Favrskov Aftenskole. Billetter kan købes på favrskovbib.dk eller på det lokale bibliotek.

Kapp