TV:

Klovnen Luna og Chanel sagde tak

18 sponsorspinnere kørte penge ind for at hjælpe skolekammeraten Chanel Larsen, der lider af ACTERL

Af
Kian Johansen

Hammel Smilene var brede og grinene høje, selvom 18 skoleelever, lærere og enkelte voksne udefra knoklede på spinningcyklerne fredag før påske.

Det var hospitalsklovnen Luna, der fik smilene frem med hendes tosserier.

Først oversprøjtede hun cyklisterne med vand og derefter pyntede hun og 15-årige Chanel Larsen deres cykler med flag.

De 18 spinningcykler kørte omkring 8.000 kroner ind til de danske hospitalsklovne som Chanel Larsen fra Ulstrup i den grad har haft brug for under hendes lange og mange indlæggelser på flere forskellige hospitaler rundt om i Danmark.

Født med kvart nyre

Hun lider af ACTERL, der betyder, at hun er født uden flere organer, eller også er de mangelfulde. F.eks. har hun kun haft en kvart nyre og gik i dialyse indtil for 14 dage siden, hvor hun fik indopereret en helt ny nyre.

Hendes ryghvirvler er skæve og hun er født delvis uden endetarm. Hun røg på operationsbordet få timer efter sin fødsel og har været det utallige gange siden.

Hygge og støtte

Flere af elever på speciallinjen på Skovvangsskolen kender Chanels mange ture på hospitalet og de blev enige om at samle ind til De danske hospitalsklovne.

Derfor kom Chanel og Luna for at sige tak til dem alle sammen og for at hygge lidt om dem.

"Det betyder rigtig meget for mig, at de støtter mig på den her måde," lyder det fra Chanel, med grådvkalt stemme.

Luna tager over og kalder Chanel for den sejeste pige, fordi hun bare har klaret hospitalerne så fint.

"Jeg er også glad, for donationen betyder, at jeg kan blive ved med at trylle og gøre Chanel glad igen," siger Luna alvorligt, inden hun og Chanel igen går ind og løfter stemningen hos de 18 spinnere, der anført af idrætslærer Sine Christensen tager endnu en runde kilometer til ære for Chanel og Luna.

Publiceret 15 April 2019 16:58