Ellen Toft afløses af Anders Juel i Sprekassen Kronjyllands afdeling i Hadsten. Foto: Kian Johansen

Ellen Toft afløses af Anders Juel i Sprekassen Kronjyllands afdeling i Hadsten. Foto: Kian Johansen

Lederskifte:

Ellen Toft stopper, mens legen er god

63-årige Ellen Toft afløses af 56-årige Anders Juel som afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Hadsten

Af
Kian Johansen

Hadsten "Jeg stopper, mens jeg kan levere en ordentlig butik. Jeg har været med til meget i min karriere. Og jeg er aldrig groet fast," siger 63-årige Ellen Toft, der siden 2002 har været afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hadsten.

Hun var selv med til at åbne afdelingen i 1991 som sparekasse-medarbejder og blev souschef i 1995.

Når du møder Ellen Toft og ser hendes engagement, er du ikke et øjeblik i tvivl om, at hun i den grad ikke er brændt ud.

Golf og luftforandring

Alligevel vælger hun at stoppe 30. april

Manden, børnene, børnebørnene og det at lave noget helt andet, har hjulpet med til at træffe beslutningen for den bankuddannede Ellen Toft, der bor i Skørring ved Mørke.

Hun vil gerne på Folkeuniversitet og høre foredrag og så har hun et ønske om at tage sprogkurser til efteråret.

Hun vil gøre tingene helt og har altid som afdelingsdirektør fulgt det motto.

Derfor har hun altid haft fingrene med i alt, der er foregået i afdelingen.

"Vi har været som en familie og vi følger med i hinandens liv," forsøger hun at forklare den ånd hun har stået for.

Hun er ikke i tvivl om, at de første to måneder bliver hårde, efter at hun er stoppet.

"For jeg vil gerne følge alle mine sager til dørs," lyder det fra Ellen Toft, der endnu ikke har besluttet sig for, hvordan en fremtid helt ser ud, uden det røde Sparekassen-logo som den bærende identitet.

"Jeg skal til at spille mere golf, rejse noget mere, og på sigt måske have et par bestyrelsesposter. Og så skal jeg selvfølgelig have tid til min kære familie," lyder det.

Mennesker og ansvar

'Hjemmet'-historien om direktøren der blev kassedame tiltaler hende lidt.

"Det kan da godt være, at jeg finder lidt at lave, hvor ansvaret ikke er så stort, men hvor jeg har med mennesker at gøre," lyder det blødt fra Ellen Toft, der altid har været kendt for at sige tingene ligeud.

Hendes karriere i bankverdenen strækker sig tilbage til 1974-1976, hvor hun blev udlært i daværende Hadsten Bank.

"Vi sagde De til direktøren i Hadsten Bank, så da jeg blev ansat i SDS (Sammensluttede Danske Sparekasser grinede de af mig den første tid. Jeg var landet i en meget moderne bank med en flad struktur og sådan har jeg haft det godt lige siden," husker hun begyndelsen af karrieren.

Hun nåede lige at opleve, at SDS blev fusioneret ind i Unibank et halvt års tid, før hun begyndte i Sparekassen Kronjylland i den dengang helt nye afdeling i Hadsten på Søndergade.

Her har hun været lige siden, og efter 45 år i branchen er det slut 30. april.

Ny erfaren leder

Afløseren hedder Anders Juel på 56 år.

Han har været i Sparekassen Kronjylland i tre år som erhvervskundechef i Hadsten.

Før det har han blandt andet været ansat som områdedirektør i Spar Nord for afdelingerne i Aarhus, Hørning, Højbjerg og Silkeborg.

Han har også været afdelingsdirektør i Djurslands Bank, leder af erhvervsafdelingen i Sparbank i Aarhus, og områdedirektør.

"Mine lederjobs betyder, at jeg godt ved hvordan rollen som afdelingsdirektør er, lyder det roligt fra Anders Juel, der bor i Risskov.

"Ellen har gjort det godt og har været en del af bybilledet i mange år. Jeg har allerede været en del rundt og hilse på i et utal af virksomheder, vi er jo en relations-bank, så flere kender mig. Men der er ingen tvivl om, at de først og fremmest kender navnet Ellen Toft," lyder det ydmygt fra Anders Juel, der lover at:

"Jeg vil gøre tingene på min måde, man skal aldrig kopiere andre. Min største værdi, er at jeg står for synlighed."

Publiceret 16 April 2019 11:00