Aase Moeslund og Monika Chmiel har stor glæde af hinanden de tre timer om ugen, Monika er i genbrugsbutikken.

Aase Moeslund og Monika Chmiel har stor glæde af hinanden de tre timer om ugen, Monika er i genbrugsbutikken.

Integration: Den bedste sprogskole er i genbrugsbutikken

Monika Chmiel fra Polen er sammen med sin familie landet i Ulstrup. Nu går hun målrettet efter at lære dansk og få en uddannelse

Af
Michael Wulff

ULSTRUP Der bliver grinet meget, når Monika dukker op på arbejde i Danmission Genbrug på Hovedgaden i Ulstrup.

”Ja, Monika kom ind ad døren i december 2017 og spurgte, om hun kunne få job. Jeg var da lidt betænkelig, for hendes danske var ikke så godt. Men heldigvis sagde vi ja,” fortæller butiksleder Aase Moeslund.

”Nu kan hun rigtig meget dansk.”

Monika lærer en masse om dansk kultur og tingenes navn på dansk i genbrugsbutikken i Ulstrup. Foto: Michael Wulff

Monika lærer en masse om dansk kultur og tingenes navn på dansk i genbrugsbutikken i Ulstrup. Foto: Michael Wulff

Uddannet socialrådgiver

Monika Chmiel er en kvinde midt i trediverne. ”Det behøver du ikke skrive, bare skriv 25,” lyder det fra den lattermilde polak, hvis mand kom til Danmark i 2013 og med det samme fik job som maskinoperatør. Parret har to børn på 7 og 11 år. Begge går i Ulstrup Skole.

”Og de snakker jo bare dansk,” siger deres mor. Hun kom til Danmark i 2015.

”I Polen havde jeg arbejde som socialrådgiver, men den uddannelse kunne jeg ikke bruge her uden at kunne tale dansk på højt niveau.”

Monika Chmiel kommer fra det nordlige Polen nær den russiske by Kaliningrad.

Monika Chmiel kommer fra det nordlige Polen nær den russiske by Kaliningrad.

"Meget kloge kolleger"

Monika Chmiel besluttede sig hurtigt for at lære dansk – og dansk kultur.

”Derfor var det perfekt at starte her i genbrugsbutikken. Mine danske kolleger her er meget kloge, og så har de altid tid til at hjælpe mig. Det kan være svært i en virksomhed, hvor alle har travlt.”

”Jeg har tit en masse spørgsmål, og de giver mig svar, som er lette at forstå.”

Nu har den energiske polske kvinde kastet sig ud i uddannelsen som sosu-assistent. Uddannelsen foregår i Randers (som også har bogstavet R, der er rigtig svært, siger hun).

I 2020 er hun færdiguddannet, og så glæder hun sig til at møde de ældre, som har behov for hjælp.

Fiskeri og volleyball

Den aktive kvinde bruger lørdagen på at tage til Viborg, hvor hun underviser herboende polske børn i 3. klasses-alderen.

"Mange familier vil gerne tilbage til Polen på et tidspunkt. Så er det vigtigt, at børnene forstår polsk og polsk kultur. Det hjælper jeg dem med. Dansk kan de sagtens forstå og snakke," siger hun.

I fritiden dyrker Monika Chmiel volleyball, når hun ikke sidder på bredden af Gudenåen med sin fiskestang.

”Selvfølgelig fisker man, når du bor her i Ulstrup.”

Monika vidste, at her kunne hun lære dansk.

Monika vidste, at her kunne hun lære dansk.

Publiceret 17 April 2019 11:00