Kjeld B. Nielsen, Skolestien 2, 8382 Hinnerup, Kirken i Hinnerup

Kjeld B. Nielsen, Skolestien 2, 8382 Hinnerup, Kirken i Hinnerup

Klumme:

Den sidste nadver?

Klumme Her i påsken holdt vi igen måltidsgudstjeneste i Kirken i Hinnerup.

Til gudstjenesten skærtorsdag var midtergangen i Haldum Kirke optaget af et langt og veldækket bord, og i koret var opstillet et rundt bord, hvor lammestegen stod klar, og hvor deltagerne i gudstjenesten kunne stille deres medbragte tilbehør.

Gudstjenesten forløb som vanlig med læsning, bøn, prædiken, sang og altergang. Forskellen var, at menighed, ansatte og præst sad omkring et spisebord og ikke som normalt på rad og række. Og så selvfølgelig, at der var mere at spise og drikke end til en traditionel højmesse.

Oplevelsen er både god og interessant. God fordi fællesskabet træder i kraft på en anden måde, fordi man både snakker sammen og spiser sammen undervejs. Selve spisningen fremmer samværet og sammenholdet.

Og interessant fordi indholdet i gudstjenesten grundlæggende er det samme som ved en almindelig gudstjeneste. Det er spisning sammen, der gør forskellen.

I bibelen er måltidet skærtorsdag billedet på menighedens fællesskab, og Jesu indstiftelse af nadveren er forjættelsen om, at Jesus er med ved bordet, hver gang vi går til alteret. Måltidet er i vores kulturel en ramme om det grundlæggende og livgivende fællesskab.

I gamle dage var måltidet næsten et ritual. Maden var knap, og det var en velsignelse at kunne få noget at spise, og bordbønnen med takken for det daglige brød var - om den blev sagt eller ej - dybfølt og oprigtig. De fleste vidste jo udemærket, at maden ikke kom af sig selv.

Jeg er selv vokset op med ærbødigheden for måltidet. Også selvom jeg aldrig har lidt nød. I mit barndomshjem spiste vi, hvad der kom på bordet, vi spiste op, og vi sagde tak for mad. Jeg hadede af et oprigtigt hjerte stegt lever, men jeg skulle spise det. Og jeg husker med skræk stadigvæk den første gang, jeg smagte melboller i suppe. Vi var i byen, og jeg var jo opdraget med, at man skulle spise, hvad der blev serveret. Så jeg slugte her hver eneste melbolle som vitaminpiller og rynkede ikke en eneste gang på næsen.

I dag har jeg - også i min egen familie - oplevet, at måltider ikke er, hvad de var engang. En ting er, at vi i mindre grad spiser sammen eller samtidigt. Spisning er ikke altid en fælles begivenhed.

Det andet forhold er, at maden er blevet en kampplads for ideologi. Tidligere var man glad, bare der var noget at spise. I dag er slagordet "Du er, hvad du spiser". Det vil sige, at man med spisningen både skal tage hensyn til helbred, dyrevelfærd og forholdene i de varme lande.

Men det værste er, at måltidet er blevet individualiseret. Kun en tåbe vil i dag invitere til familiefest i forsamlingshuset med suppe, steg og is serveret i nævnte rækkefølge. Det eneste holdbare løsning er buffeten, hvor gæsterne frit kan vælge efter deres personlige referencer, hvad enten de vedrører kræsenhed, allergi, politik eller religion.

Hvor menighedens fællesskab i kirken fra begyndelse af er blevet symboliseret med husholdningens måltidsfællesskab, så skal vi nok i fremtiden vende billedet på hovedet:

Menighedens forbilledlige fællesskab er det fællesskab, hvor vi deler tro, håb og kærlighed på tværs af personlig smag, CV og præferencer. Menighedens fællesskab er det fællesskab, hvor du først og fremmest er noget, fordi du er med. Og det er et fællesskab, hvor der var plads til selv en Judas.

Så vis du er træt af at være dig selv, med de utallige og ofte tåbelige valg mellem dit og dat, så er du velkommen i kirken. Her er du fra begyndelsen en del af en større og bedre fortællingen, som, vi tror på, nok skal ende godt. Ikke mindst fordi, at det er Guds fortælling, og ikke kun din!

Publiceret 21 April 2019 10:30