Små børn tager på tur i hjernen

Børn Favrskov Kommunes mindste børn og deres pædagoger kan nu blive klogere på, hvordan vores hjerner arbejder, og hvad vores hjerner består af. Takket være et nyt børnehaveprogram fra Forskningens Døgn kan børnehaverne i Favrskov Kommune gå på det lokale bibliotek og låne en formidlingskuffert med smagsprøver på naturvidenskab i børnehøjde.

Nogle af de spørgsmål, som kufferten kan besvare, er: Hvordan kan vi se, hvad andre føler? Hvad sker der, når vi bliver bange? Hvad er hjernen bygget af?

Kufferten står klar på biblioteker i Hammel, Hadsten og Hinnerup med sjove science-aktiviteter for børn i daginstitutionerne i alderen tre til seks år.

"Sammen med Milo og den lille hjælper, dronen Duno, kan børn via en fortællebog tage på ekspedition til menneskets hjerne og undersøge, hvad hjernen er, hvordan hjernen arbejder, og hvordan den bruger sanserne til at opfatte og tolke verden," skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.

Kuffertens indhold tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag og kan samtidig være en hjælp til pædagogerne til, hvordan der kan arbejdes med og tales om dette tema i daginstitutionerne.

"Uanset om de mindste ser en bænkebider eller opdager, at vandet er frosset i spanden, så er de første naturoplevelser i barndommen også vejen til den første erfaring med naturvidenskabelig tænke- og analysemåde. Og når børn undrer sig, skal de voksne øve sig i at lytte, anerkende og være klar til at gribe spørgsmålene," siger lektor på Københavns Professionshøjskole Thorleif Frøkjær, som forsker i børns legende tilgang til sciencefænomener.

Daginstitutioner kan låne formidlingskufferten gratis i mindst 30 dage på de biblioteker, der er tilmeldt programmet.

Publiceret 24 April 2019 05:00