VIDEO: Præstens Bøg er væltet - men så kom skovfogeden forbi ...

Det flere hundrede år gamle og meget kendte træ måtte give op i blæsten

Af
Michael Wulff

HAMMEL Her ligger den så. Præstens Bøg i Frijsenborg skoven nær Hammel.

"Hvor er det ærgerligt," hører jeg en kvinde sige kort inden, en stor arbejdsmaskine kommer til og læsser plantejord af ved den store rod, som nu er blottet.

Kort efter kommer skovfoged Asger Reunert med et nyt træ.

"Vi kan lige nå at få det plantet, inden det springer ud," siger maskinfører Jørgen Johansen.

Bøgen er hentet på Frijsenborg godsets egen planteskole Søbygård.

"Ja, den bøg var kun et opkald væk."

Et lille nyt bøgetræ blev sat i jorden torsdag formiddag. Måske får det også et stednavn, håber skovfoged Asger Reunert.

Et lille nyt bøgetræ blev sat i jorden torsdag formiddag. Måske får det også et stednavn, håber skovfoged Asger Reunert.

"Og vi kan godt arbejde hurtigt i skovbruget," lyder det fra de to skovfolk.

"Hvor er det godt at se, at de planter nyt," kommer det spontant fra endnu en kvindelig motionist, der passerer i rask tempo.

Hvad nu med bøgen

Den væltede bøg får formentlig lov at ligge.

"Vi skærer den til, så vi kan komme rundt i skoven, men ellers bliver stammen her," fortalte skovfoged Asger Reunert.

Så nu har Favrskov to kæmper, der ligger ned med 11 km imellem sig: Niels Ebbesens Eg mellem Skjoldelev og Søften samt Præstens Bøg ved Hammel. Vil du spadsere mellem de to træer, er afstanden 13,7 km. God tur.

Foto: Michael Wulff

Foto: Michael Wulff

Publiceret 25 April 2019 11:38