Bente Sørensen, Dolly Rasmussen og Henny Ernstorn er glade for deres samarbejde. De har alle været der i mange år: 16, 19 og 9! Foto: Michael Wulff

Bente Sørensen, Dolly Rasmussen og Henny Ernstorn er glade for deres samarbejde. De har alle været der i mange år: 16, 19 og 9! Foto: Michael Wulff

Tre hjælpere brugte en fridag på at skabe glæde

Skaghøjs ældre klapper af personalet

Af
Michael Wulff

HAMMEL Telefonen ringer. En beboer på Skaghøj Plejecenter i Hammel er i den anden ende:

"Vi har tre hjælpere her, som gør så meget for os gamle. Dem synes jeg, du skal skrive om," lyder det fra den ældre kvinde, som ikke selv vil i avisen.

Jeg møder ind på aftenvagten, hvor de tre hjælpere - Bente, Dolly og Henny - er i fuld gang med dagens arbejde på hver sin etage.

"Det er 'Bunden' - kigger du lige herned," siger Bente i mobilen til Henny, som er på 'Toppen' - 2. sal.

Lørdag 4. maj var der Majmarked i Hammel. Her deltog de tre på deres fridag med effekter, som de gennem flere år har samlet sammen, når en beboer har forladt Skaghøj, og de pårørende ikke vil have tingene med hjem.

"Så vi tog varmt tøj på, for det var meget koldt den morgenstund klokken syv, hvor vi stillede op," fortæller Bente.

Klokken 10 åbnede markedet, og ved standen midt i Østergade kiggede flere på varerne.

"Vi var overrasket over, hvor godt det gik."

Da dagens omsætning skulle gøres op, lå der 3900 kroner i kassen.

"De penge går til beboerne. Mon ikke de skal bruges på en fest, nu skal vi jo flytte til Dommerparken til november."

Publiceret 12 May 2019 04:00