Hinnerups hyggelige plantemarked

Lørdag 18. maj åbnes haven hos Tove Ladefoged på Vittenvej 20 i Haldum, når Haveselskabet Hinnerup igen byder ind til havemarked i tidsrummet klokken 11 til 14.

"Du kan møde Tove i haven, hvor hun gerne fortæller om havens tilblivelse/vedligeholdelse og dens planter. Du kan også møde de arbejdende kunsthåndværkere i deres stader i haven," fortæller arrangørerne i denne pressemeddelelse.

"Kom og se, nyd både haven og alle boderne, der vil bugne af dejlige planter og andre skønne ting, du kan bruge i haven. Vi håber naturligvis, du vil nyde kaffen og de hjemmebagte kager i haven, når solen forhåbentlig skinner og vejret arter sig."

Haveselskabet har også slået teltet op, hvor du kan høre om fordelene ved at være medlem af netop Haveselskabet. Desuden får du mulighed for at prøve tombolaen og vinde blomsterpræmie.

Publiceret 13 May 2019 05:28