Tidligere borgmesterkandidat Flemming Nørgaard afløses af Birgit Liin, mens formanden for Venstre i Favrskov, Michael Jensen, ser på. Indsendt foto

Tidligere borgmesterkandidat Flemming Nørgaard afløses af Birgit Liin, mens formanden for Venstre i Favrskov, Michael Jensen, ser på. Indsendt foto

Kvinde i spidsen: Birgit Liin er ny borgmesterkandidat

Venstre i Favrskov Kommune har valgt ny spids- og borgmesterkandidat, det er 46-årige Birgit Liin fra Laurbjerg

Af
Kian Johansen

Det bliver med 46-årige Birgit Liin i spidsen, Venstre i Favrskov forsøger at fravriste Socialdemokraterne borgmesterposten, når der i 2021 igen er kommunalvalg, fortæller Venstre i Favrskov i en pressemeddelelse.

Det har Venstres medlemmer netop besluttet på et velbesøgt opstillingsmøde, hvor Birgit Liin blev valgt som ny spidskandidat uden modkandidat.

Det sker efter at Flemming Nørgaard tidligere på året trak sig som spidskandidat.

"Jeg har igennem denne byrådsperiode set, hvad det betyder at være i mindretal. Vi kæmper fra sag til sag - og oplever at blive stemt ned. Jeg ærgrer mig over, at vi ikke med det nuværende byrådsflertal kan skabe den frihed og fleksibilitet for f.eks. børnefamilierne, som vi gerne vil," siger Birgit Liin, der kom i byrådet ved det seneste valg i 2017.

"Der venter en stor opgave forude, men heldigvis har vi et godt fundament i form af en særdeles velfungerende og engageret byrådsgruppe og en ditto bestyrelse. Vi er holdspillere, og det betyder meget - også for min lyst til at påtage mig opgaven som spidskandidat, siger Birgit Liin om sine bevæggrunde for nu at stile mod borgmesterposten."

Hun møder også med klare visioner for sit kandidatur.

"Målet er selvfølgelig at vinde næste kommunalvalg. Det gør vi ved at fortælle om vores politik, så vælgerne kan se forskel. Det betyder vitterligt noget, hvor de sætter krydset. På den politiske linje handler det om større frihed for borgerne og institutionerne. Kommunen skal være til for borgerne. Det er derfor, at vi har kæmpet for at udvide åbningstiden i den kommunale administration og har fokus på sagsbehandlingstiderne på f.eks. byggesagsområdet og på at få sikret kvaliteten på velfærdsområdet. Endelig skal vi skabe vækst i en sammenhængende, grøn kommune," siger hun.

I Venstres ni-mands byrådsgruppe sker der ikke umiddelbart ændringer.

"Min rolle i byrådsgruppen ændrer sig ikke lige nu. Jeg vil stadig være formand for Børne- og Skoleudvalget, og Flemming Nørgaard vil være politisk leder for byrådsgruppen, ligesom Thomas Storm vil være gruppeformand. Flemming Nørgaard vil have ansvaret for den politiske drift i indeværende byrådsperiode, mens jeg vil have ansvaret for den politik, der peger ind i den kommende byrådsperiode," forklarer Birgit Liin.

Både i byrådsgruppen og i Venstres organisation i Favrskov Kommune er der glæde over, at Birgit Liin har stillet sig til rådighed.

"Jeg er glad for, at Birgit Liin har sagt ja til at stå i spidsen for Venstre ved næste valg. Hun har vist stort engagement i byrådet, og jeg er sikker på, at hun kan blive en stærk borgmester for Favrskov Kommune," siger politisk leder Flemming Nørgaard.

"I baglandet sætter vi stor pris på, at vi næste gang kan gå til valg med Birgit Liin øverst på stemmesedlen. Jeg er sikker på, at vi kan vinde borgmesterposten næste gang, siger Michael Jensen," der er formand for Venstre i Favrskov.

Birgit Liin

Erhvervskarriere:

  • Professor, ph.d., ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet
  • Udpeget af Erhvervsministeren som medlem af Jernbanenævnet
  • Tidligere advokat

Politisk karriere:

  • Valgt til Favrskov Byråd pr. 1. januar 2018
  • Formand for Børne- og Skoleudvalget
  • Formand for borgergruppen ”Trinbrættet tilbage til Laurbjerg”. Laurbjerg Station genåbner i december 2021

Privat:

  • 46 år. Bor i Laurbjerg, gift med Thorstein, 3 børn på 9, 13 og 14 år.

Publiceret 15 May 2019 10:00