Debat:

Brug for alle i fremtidens sundhedsvæsen

Charlotte Green (K) byrådsmedlem og folketingskandidat Præstegårdsvej 39, Hinnerup

debat Debatten har kørt rigtig meget på flere læger og sygeplejersker.

Dem er der også brug for flere af i sundhedsvæsnet, men det er mindst lige så vigtigt at huske alle dem bag ved behandlerne, som der er hårdt brug for.

Det er sekretærerne og serviceassistenterne, som har holdt hårdt for i sparerunder, hvor man har forsøgt at bevare behandlerne.

Det har betydet at flere og flere sekretær og servicefunktioner er gledet til læger og sygeplejersker som er ved at drukne i arbejde, som andre sagtens kunne løse.

Derfor er der så meget brug for flere midler til sundhed. De mange nye patienter i de kommende år, kræver personale i hidtil uset grad.

Alle tangenter skal i brug. Vi skal hurtigst muligt have uddannet flere læger og sygeplejersker og have ansat sekretærer og serviceassistenter. Og vi er i gang.

Der er allerede aftalt større optag på sygeplejeskolerne og Sosu-skolerne i Region Midt.

Det er den ansvarlige politiske løsning for sundhedsvæsnet, som jeg vil arbejde for. Vi har brug for alle for at løse opgaverne.

Er der penge til det? Ja, det er der. Der er sat penge af til flere ældre og syge i sundhedsreformen og så skal vi være bedre til at prioritere, så de kolde hænder erstattes af de varme, dem som direkte kommer patienterne til gode ude i afdelingerne. Så må vi undvære nogle af årsrapporterne og udviklingsseminarerne.

Jeg vil arbejde for flere midler til sundhedsvæsnet og en klogere prioritering af de midler, som vi allerede bruger.

Publiceret 15 May 2019 16:00