Debat:

S vil lukke friskoler i Favrskov

Anders G. Christensen (V) Folketingskandidat

debat Gennem de seneste fire år har Venstre sammen med det borgerlige flertal sikret, at flere har mulighed for at vælge det skoletilbud, som passer dem bedst.

Det har vi ved at øge koblingsprocenten fra 71 til 76 procent for de frie skoler. Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vil rulle koblingsprocenten tilbage til 71 procent, og samtidig vil de bestemme, at kun 10 procent må gå i en fri- eller privatskole.

Begge dele har alvorlig betydning for de fem velfungerende friskoler, som vi har i Favrskov Kommune.

I dag modtager en friskole 76 procent af det, som det koster at drive en folkeskole, i tilskud fra staten. Hvis Mette Frederiksen kan sætte sig i statsministeriet efter valget vil friskolerne miste cirka 3.000 kroner i tilskud pr. barn.

Lad mig komme med et par eksempler på, hvad det vil betyde her i Favrskov.

For Frijsendal Friskole i Sall med 169 elever fra 0.-9. klasse vil det betyde, at de må undvære lige godt en halv million kroner i tilskud fra staten. Voldumegnens friskole har 143 elever - for dem vil det betyde lige knap en halv million kroner.

Friskolerne kan kun sende regningen på omkring en halv million fra Socialdemokratiet og Mette Frederiksen et sted hen - og det er til forældrene. Og det kommer jo til at betyde, at nogle ikke har råd til at tage det valg, som de egentlig ønsker.

De fleste friskoler i Favrskov ligger i vores landsbyer, hvor de i den grad er med til at holde livet og fællesskabet kørende. Og elevsammensætningen ligner i høj grad folkeskolernes elevsammensætning. Der er ikke tale om elitens skoler - men sådan vil det gå, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister.

Det vil nemlig betyde, at en familie med tre børn skal hoste op med 9.000 kroner mere om året. Og det er ikke alle, som har den mulighed.

Og desværre vil det angiveligt også betyde, at et par af de skoler, som er med til at holde liv i vores landdistrikter, vil være tvunget til at lukke af økonomiske årsager.

Men det vil Mette Frederiksen nok bare fryde sig over. For hun ønsker jo samtidig, at kun 10 procent må vælge en af de frie skoler – det er næsten en halvering i forhold til i dag. Hendes modstand kan i øvrigt undre, siden hun selv har valgt netop privatskole til sine børn.

Men der er en løsning. Det er at vi sammen sikrer, at der også efter valget er et liberalt og borgerligt flertal.

Publiceret 15 May 2019 15:25