Klumme:

Når hjernen får vinger og kroppen får ånd

Af
Mette Krabbe

sognepræst

Ødum

To drenge betragter en due. Den ene siger: Har duer egentlig hjerne? Den anden siger: Nej, duer har vinger. Hvad ville du helst have, hjerne eller vinger? spørger den første. Stor eftertænksomhed. Så kommer svaret: Jeg vil helst have, at hjernen har vinger.

Ja, det bedste er, når hjernen har vinger. Når vi løftes op og ud over os selv, ud over det, vi kan sige os selv, ud over vores egne forventninger til fremtiden, vores egne beregninger og forudsigelser, alt det vi forsøger at polstre livet med, så det bliver trygt og forudsigeligt, men som let kommer til at begrænse det, gøre det lille og indeklemt.

Måske var det lige præcis det, der skete pinsesøndag, da apostlene oplevede, at tunger af ild satte sig på dem, og de blev i stand til at fortælle om Guds storværker på mærkelige sprog, de ikke vidste de kunne. Deres hjerner fik vinger – og deres kroppe fik Ånd.

I pinsen fejrer vi, at der er en kraft, der er i stand til at hæve os op over os selv, op over alt det, vi kan sige os selv og give os del i noget større. Pinse betyder, at kroppe får ånd, så mennesker kan mødes og fællesskab kan opstå.

Det er ellers ikke ånden, der fylder i vores samfund. Kroppen er kommet i centrum og de fleste af os har fået en tendens til at forankre vores verden i kroppen og dens fornemmelser. Det drejer sig ikke alene om sundhed, det handler også om livsstil, udseende og velvære. ’Du skal lytte til din krop’, er f.eks. en af de sætninger, vi hører igen og igen, selv om det kan være vanskeligt at forstå, hvad den egentlig siger. Men andre skal i hvert fald kunne se, at vi prøver at forstå vores krop, og hvis det ikke lykkes ved den almindelige daglige tugt af mad og motion, så kan man jo altid henvende sig til en plastikkirurg for at få fjernet lidt eller en tatovør for at få dækket noget andet. Det er bare om at komme i gang, og det er ikke alene usundt, hvis vi ikke gør det; der er også umoralsk. Vi har nemlig en pligt til at passe på vores krop, ’du skal passe på dig selv’, siger vi til hinanden. Og så er vi andre jo også så dejlig fri for det!

Men ikke nok med, at vi skal lytte til vores krop, vi er også begyndt at tænke med kroppen. Eller sagt på en anden måde, det er ikke bare i den fysiske krop, vi forankrer vores verden, det er også i dens fornemmelser, i følelserne. Følelser er kommet på mode og det er blevet moderne at argumentere med ens følelser. Et argument, der slår alle andre argumenter af banen i en samtale. Vi siger ikke længere: ”Jeg synes ikke, at du tager hensyn til mig, når du gør sådan eller siger sådan….”, for det kan jo diskuteres og modsiges. Det kan vi samtale om. Nej i dag henviser vi langt mere til vores følelser og siger: ”når du gør sådan og sådan, føler jeg mig forbigået, overhørt eller trampet på, ja måske endda krænket”. Og dermed forstummer al samtale, for følelser kan ikke diskuteres. Følelser kan støde ind i hinanden, som kroppe kan støde ind i hinanden. De bevæger sig rundt mellem hinanden, og af og til støder de sammen, i trafik, krig og sex – men de mødes ikke nødvendigvis, dertil skal kroppen have ånd og hjernen have vinger.

Glædelig Pinse!

Publiceret 09 June 2019 10:00