Hygge i skolegården forhindrede et indbrud på Hadsten Skole Pinsedag. Foto: Kian Johansen

Hygge i skolegården forhindrede et indbrud på Hadsten Skole Pinsedag. Foto: Kian Johansen

12 unge fra 9. klasse stoppede indbrud på skole

Tre tyve stod ansigt til ansigt med 12 unge, der hyggede i skolegården

Af
Kian Johansen

Hadsten Pinsedag 9. juni bliver en dag, som 12 unge fra Hadsten kommer til at huske en del år.

De sidder og hygger sig på bænke foran Hadsten Skoles kontor denne aften, drikker lidt og hører musik. Klokken er cirka 22.40.

Tre hætteklædte mænd

"Pludselig hører vi en lyd, der lyder som et bip, men vi gør ikke mere ved det" fortæller en af de 12 unge, som Lokalavisen Favrskov har været i kontakt med.

Minutter senere lyder alarmen, og tre hætteklædte sortklædte mænd træder ud fra en dør i et af kontorerne. Via de store glasfacader ud mod skolegården er de synlige for de 12 personer på bænkene.

Alt tyder på, at de er ligeså overraskede som de 12 på bænkene. For de stopper op, fastfrosset i et par sekunder.

"En af os råber, at vi skal væk, så vi løber ud mod parkeringspladsen og over mod skoven. De tre hætteklædte mænd løber videre på gangen, væk fra os," fortæller den unge fra gruppen.

Imens ringer de efter politiet, der dukker op og afhører flere af de 12 unge, mens en hundepatrulje forsøger at få fært af de tre indbrudstyve.

Ros til unge fra politiet

Pressemedarbejder fra Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, bekræfter opkaldet, afhøringen og hele forløbet.

"Vi har stor ros til de unge, de stoppede jo et indbrud," siger han til Lokalavisen Favrskov.

De tre mænd er endnu ikke fundet.

De beskrives som:

15-20 år. 180-185 cm høje, bar sorte bukser og jakker og havde sorte halsedisser om ansigtet.

"Der er umiddelbart ikke stjålet noget fra skolen, og det må være de unges fortjeneste," fortæller Jakob Christiansen.

Publiceret 17 June 2019 10:00