Kirkeklumme: En allé af billeder

Af
sognepræst Karsten Erbs

refleksion "Vi kendte det hele så godt, stierne gennem klitplantagen, lyngen der malede hele området lilla i sensommeren, huset med sisaltæpperne og den blå træhane, det hele havde vi allerede set så mange gange, og vi havde undersøgt det med et barns omhu og kærlighed for alt det små, så der var en hjemkomst i det, når vi ved ankomsten løb rundt og besigtigede alting, genfandt det hele, for det meste kun med minimale ændringer fra året før. Det hele føltes som vores. Der var ritualer. Hver gang vi var der, skulle jeg ned bag brønden og finde skovsyre, jeg kan huske, hvordan det er at stikke nogle enkelte i munden, tygge på dem og knibe øjnene sammen som en refleks, når planten med en lille forsinkelse slår en grøn paraply af syrlighed ud i munden på én."

Sådan skriver Josefine Klougart i et fint forord til en fotobog, der lige er udkommet, som hedder 'Kystland'. I forordet handler det ikke mindst om alle de billeder af sommerhuset, vi har med os, fra vi var små og siden, da vi blev større. Josefine Klougart fortsætter:

"Tørt varmt sand kalder på at blive gravet i, taget op, ligesom konkylier og blå skaller gør det, og rav, der er så let i hånden… Vi er en pige, der samler en håndfuld varmt sand op fra stranden, løfter den ind over sin søsters mave for langsomt at slippe grebet lidt, lige nok til at sandet tegner en linje i luften, løber i en stråle ned og lægger sig i en tue på hendes mave."

Det er bare så smukt. Erindret med en detaljerigdom og med en kropslighed, som om det lige var sket i går.

Kære læsere, det må vi også bruge noget af sommeren til. At kalde alle de billeder frem fra erindringens store galleri.

Det er bare at sætte sig på bænken bagest i haven. Lukke øjnene. Så kommer de. Det galleri af rigdom, som vi alle har med os. Og som vi skal holde ved lige og passe på.

Så skriver hun, Josefine Klougart, pludselig alvorlig:

"Det er i en lille sprække af lys, vi findes. Et øjeblik bare får vi lov at være her, inde i verden. På begge sider af dette lys er der så vidt vi ved uendeligt mørke. Vi ankommer til lyset uden at eje noget, og vi forlader det gennem en allé af billeder."

Det lille stykke tekst holder jeg meget af. Det viser så tydeligt, hvor vigtigt alting er i vores liv. Et øjeblik bare får vi lov at være her, inde i verden.

Jo, det er rigtig. Men det er et fantastisk øjeblik. Inde i lyset. Som giver os farverne. Nuancerne. Som gør livet smukt og broget og engang imellem et uigennemtrængeligt vildnis af mørke og lys.

Og jeg elsker den sætning, at vi kommer til lyset, uden at vi ejer noget. Men vi går rige herfra. Vi forlader øjeblikket gennem en allé af billeder.

Det er det, vi må arbejde på: at den allé bliver lang og smuk, og at den i virkeligheden aldrig holder op, fordi der er kommet så mange mennesker og så meget kærlighed og så meget evighed med i billederne, at den aldrig kan stoppe. Alléen af billeder.

Den bliver ved og ved ind i næste generation og ind i det, vi så vidt vi ved, er et uendeligt mørke, men som i troens øjeblik får varighed ud over alle livets grænser og billeders forgængelighed.

Måske er det det, der er meningen med at tro på det evige liv. At alleen fortsætter og fortsætter ind i de elskedes alleer, som først er ved at blive bygget op.

Lad os bruge sommeren til at give børn og børnebørn billeder, som kan lyse i deres allé af billeder. Og lad os med taknemmelighed huske alle billederne i vores egen snart lange allé af billeder. God sommer!

Publiceret 23 June 2019 10:00