Flaget blev hejst på en flot dag. Kasper, Sarah, Peter og Anne Mette klarede den. Foto: Michael Wulff

Flaget blev hejst på en flot dag. Kasper, Sarah, Peter og Anne Mette klarede den. Foto: Michael Wulff

Fotos: Huerne er på gaden - studenterne springer ud

Familie og venner mødte op på Favrskov Gymnasium

Af
Michael Wulff

HADSTEN/FAVRSKOV Madkurve med champagne blev i en lind strøm fragtet fra Favrskov Gymnasiums p-plads mandag morgen.

Masser af familier til 3.g-eleverne er mødt frem for at tage imod, når den sidste eksamen er overstået.

Præcis 8.32 går døren op til lokale 308. Sarah Krøgh Devantié Christensen fra Hammel kommer ud og bliver modtaget af et hav af krammere.

"Ja, jeg var nervøs, men det gik fint. Jeg fik syv. Nu skal jeg ud at drikke," lyder det, da Lokalavisen møder hende ved flagstangen nogle minutter senere. Sarah var oppe i faget Almen Studieforberedelse.

Peter Riis Gosch fra Hinnerup hentede et tolv-tal i historie.

"Nu skal jeg nyde min studentereksamen og drikke en masse bajere," siger Peter med et stort grin.

"Og så skal jeg arbejde det næste års tid, ud at rejse og nyde, at jeg har fået huen. På den lange bane har jeg ikke taget stilling endnu, men jeg tror da, jeg har nogle muligheder."

Rektor Morten Schytte Caspersen får de fire nyudklækkede studenter til i fællesskab at forsøge at hejse flaget. Det hele er gjort klart og glider til tops med den blå himmel som baggrund. Ren Morten Korch.

Anne Mette Vilsbæk Lautrup Schmidt, Hinnerup, fik 10 i historie og vil det næste år arbejde og rejse.

Kasper Nyegaard Hansen bor i Hadsten. Han fik ti i samfundsfag. Han har ikke taget stilling til fremtiden.

"Ikke ud over, at nu skal vi drikke champagne."

Sarah fra Hammel kom ud fra lokale 3.08 til krammere. Foto: Michael Wulff

Sarah fra Hammel kom ud fra lokale 3.08 til krammere. Foto: Michael Wulff

Publiceret 24 June 2019 11:00