Kirkeklumme:

At fare vild med GPS

Af
Mette Mommsen,

sogne- og hjemmeplejepræst

klumme Jeg har en ældre model af en GPS i min bil. Den får mig ofte ud på nogle vildveje og som en sidegevinst ud på de smukkeste steder i mine små sogne. Den er ikke helt til at stole på, måske fordi den ikke kan opdateres?

Ind i mellem sætter jeg stemme på GPS'en, og en dag indså jeg, at den venlige stemme, der dirigerede mig, var faret lige så meget vild som mig. Jeg kørte i ring og jeg blev ved med at køre forkert.

Jeg blev ærgerligt talt temmelig frustreret og var lige ved at kyle GPS'en ud af vinduet. Jeg beherskede mig og holdt ind til siden og spurgte en venlig mand om vej.

"Vend om," sagde han, "du er helt forkert på den." Og så viste og fortalte han mig den rigtige vej - stille og roligt. Og jeg kom frem. Kun lidt forsinket.

Når jeg ser tilbage på mit liv, har der været store og små vildfarelser. Jeg har måtte korrigere mit liv, lave drastiske ændringer, skifte mening og kurs. Jeg har haft venlige og modige mennesker omkring mig, som har gjort mig opmærksom på, at den vej, jeg var ved at vælge, måske ikke var helt hensigtsmæssig.

Tak, siger jeg bare. For hvis jeg ikke havde haft mennesker omkring mig, som modsagde mig eller udfordrede mig, var vores fælleskab jo bare en stor bekræftelses-kult.

Virkelig god og næstekærlig omsorg kommer simpelthen undertiden til udtryk som modstand. "Hvis du vil stryges med hårene, må du gå til frisør," sagde en klog mand en gang.

Og nu farer jeg muligvis vild med denne klumme. Men jeg synes simpelthen, at vores samfund er ved at blive hæsligt polariseret.

Vi vil helst være sammen med dem, der bekræfter os og stryger os med hårene. Vi går den samme vej, med den samme flok. Vi deler helst fællesskab med dem, vi er enige med.

Og gider vi ikke modstanden udefra, så klarer vi os selv, for jeg eller min selvfede gruppe ved bedre, eller også melder jeg mig/vi os bare ud. Ud af Folkeskolen, hvis læreren har en anden opfattelse af mit barn, ud af Folkekirken, hvis præsten skriver om bedre forhold for børnene på Sjælsmark, ud af forholdet, hvis kæresten gør opmærksom på mine irriterende sider …

Nej, bliv nu og kæmp for dine synspunkter, samtidig med at du prøver at åbne dig ved at lytte, lære, respektere, fare lidt vild, ja måske endda bliver omvendt eller få flere nuancer på dine holdninger.

Vi mennesker er skabt til at kunne bevæges. Vi er skabt til at fare vild, for at opdage nye veje. Vi er skabt til at møde modstand, så indsigten kan blive større. En omvej, vildvej eller ny vej kan faktisk forandre din egen lille verden og i det store perspektiv måske forandre hele verden.

Kom du ikke derhen, hvor du planlagde, ja, så kan det alligevel tænkes, at du kom derhen, hvor du skulle.

Afsted med dig - med eller uden GPS!

Publiceret 07 July 2019 09:00