Temafoto

Temafoto Racle Fotodesign - stock.adobe.c

Skøn udvikling:

Laveste antal indbrud i Østjylland i mange år

Det er mange år siden, at der har været så få indbrudsanmeldelser, som tilfældet er lige nu, viser helt nye tal på området

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der i Østjyllands Politikreds anmeldt 546 indbrud i private hjem i årets andet kvartal. Det er et fald på 23,7 procent sammenlignet med samme periode sidste år, oplyser 'Bo trygt!', som er en kampagne skabt af TrygFonden og Realdania i samarbejde med Bolius Boligejernes Videncenter og Det Kriminalpræventive Råd, i en pressemeddelelse.

I Aarhus er der indtil videre i 2019 blevet anmeldt 605 indbrud. På samme tidspunkt i 2018 var der således blevet anmeldt 918 indbrud. Udviklingen glæder naturligvis Gert Bisgaard, der er vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi.

"I Østjylland har indbrudsforebyggelse været et helt centralt omdrejningspunkt i flere år. Vi har haft høje indbrudstal i vores kreds, og med mange indbrud følger også utryghed. Vi er derfor rigtig glade for, at antallet af indbrud er faldende. Vi oplever, at der er rigtig mange, som aktivt nabohjælper, og når vi afholder borgermøder om indbrud, er der stuvende fyldt. Vi har også et rigtig godt samarbejde med lokale ildsjæle, som hjælper med at sprede budskabet om indbrudsforebyggelse og nabohjælp, og vi kommer altid ud med en patruljebil, hvis der har været et indbrud," siger han i pressemeddelelsen.

TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd (DKR) står bag indsatsen Bo trygt!, der har som målsætning at reducere antallet af indbrud i private hjem fra over 30.000 til under 10.000 om året. For målt pr. indbygger sker der omkring tre gange så mange indbrud i private hjem i Danmark som i Sverige, Norge og Tyskland, og tanken om indbrud i eget hjem gør hver fjerde dansker utryg. Heldigvis er der meget, man selv kan gøre.

"Det, en tyv er allermest bange for, er at blive set, og vi anbefaler, at man nu hvor hækkene er ved at være afblomstrede finder hækkesaksen frem og klipper hækken ned. For så giver man naboerne mulighed for at kigge ind og forstyrre en tyv, der er på vej på arbejde. Hvis man ovenikøbet sætter lys med sensorer op, så vil tyven have meget sværere ved at få arbejdsro – også i aften- og nattetimerne," siger Britt Wendelboe., der er programchef i TrygFonden og repræsentant for Bo trygt! i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 20 July 2019 04:00