Lena Søgaard studerer køreplanen, som stadig har forbindelse til Hammel på udvalgte afgange. Men sådan er virkeligheden ikke, ved hun. Foto: Michael Wulff

Lena Søgaard studerer køreplanen, som stadig har forbindelse til Hammel på udvalgte afgange. Men sådan er virkeligheden ikke, ved hun. Foto: Michael Wulff

Besparelser:

Bussen der forsvandt uden en lyd

Lena Søgaard vågnede 1. juli op til en helt anden virkelighed med busdriften mod Hammel

Af
Michael Wulff

HINNERUP Den tidligere lærer gennem 35 år på Rønbækskolen i Hinnerup, Lena Søgaard, kommer frisk kørende på sin el-cykel ned til bymidten, hvor vi har aftalt at mødes. Det handler om busser - eller manglen på samme.

"Ja, nu kører linje 200 ikke længere til Hammel. Heller ikke efter sommer, kan jeg læse i den nye køreplan. Det er jeg rigtig ked af - ikke blot på egne vegne, men også for de medpassagerer, jeg ved havde behov og brugte turen."

Underviser i Hammel

Lena Søgaard har i sin pensionisttilværelse kastet sig over undervisning af voksne ordblinde. Det foregår et par gange om ugen i Hammel, og derfor har hun med glæde benyttet linje 200 afgangen kl 13.45 fra Hinnerup med ankomst blot 20 minutters tid senere i Hammel.

Det er slut nu.

Ny køreplan

Mandag 1. juli trådte den nye køreplan i kraft. Og selvom det er en sommerkøreplan, så er der ingen udsigt til, at den regionale busdrift mellem Hinnerup og Hammel genoptages. Det er nu op til Favrskov Kommune selv at finde på noget.

"Så jeg ringede til kommunen, som beklagede og indrømmede, at det hele var gået lidt hurtigt for Region Midtjylland med den køreplan. Derfor havde der ikke været tid til en høring, fortalte de i telefonen. Der har heller ikke stået noget i avisen om den indskrænkning i driften."

Hun medgiver, at der ikke var overfyldt i bussen om eftermiddagen.

"Vi var vel kun en fem-seks stykker. Og det er jo ikke meget til en stor bus. Men dem, som var med, var passagerer som ikke havde andre muligheder," vurderer den tidligere lærer.

Vil Lena Søgaard til Hammel fremover - og det vil hun helt sikkert, for hun elsker at undervise de ordblinde - så skal hun ud på omveje med bus via Hadsten fx. Eller bestille en flextur, en transport der foregår i en taxa eler minibus og som kører efter ønske.

"Det er tre gange så dyrt, som normalt. Men flextur fungerer fint, jeg bruger den, når jeg skal hjem fra Hammel," siger Lena Søgaard.

Måske skulle der skabes noget samkørsel?

"Det ville være fint, men hvem skal lige til Hammel fra Hinnerup kvart i to om eftermiddagen. Det er jo ikke der, de fleste kører turen."

Men din el-cykel?

"Jeg synes, der er for langt selv på en el-cykel til Hammel. Det tør jeg ikke."

Borgmester: Vi er opmærksomme

Lokalavisen Favrskov mødte borgmester Nils Borring og fortalte ham om problemet.

"Jeg er allerede blevet ringet op af andre borgere, som ærgrer sig over de manglende busser. Nu er sagen sendt i udvalg, men der kommer ikke noget før efter sommerferien. Men vi er opmærksomme på problemet," siger Nils Borring.

Publiceret 21 July 2019 04:00